Viser resultater 1 til 5 af 5
  1. #1
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard "I begyndelsen var opdragelsen" af Alice Miller




    I begyndelsen var opdragelsen
    Af Alice Miller


    Oversat fra tysk efter "Am Anfang war Erziehung" af Hanne Danielsen

    Hans Reitzels Forlag 1984
    235 sider
    ISBN 87-412-3793-5


    Indhold

    Forord til den danske udgave

    Forord

    Opdragelse som forfølgelse af det levende
    Den "sorte pædagogik"


    - Indledning
    - Hadets ynglepladser (pædagogiske skrifter fra to århundreder)
    - Sammenfatning
    - Opdragelsens hellige værdier
    - »Den sorte pædagogiks« hovedmekanisme: Fortrængning og projektion

    Findes der en "hvid pædagogik"?

    - Den milde vold
    - Det er opdragerne - ikke børnene - der har brug for pædagogikken

    Sidste akt af det stumme drama - verden bliver forfærdet

    - Indledning

    Tilintetgørelseskrigen mod ens eget liv

    - Pubertetens uudnyttede chance
    - Søgen efter selvet og selvødelæggelse med stoffer (Christiane F.'s liv)
    - Den absurde adfærds skjulte logik

    Adolf Hitlers barndom. Fra den skjulte til den manifeste gru

    - Indledning
    - Faderen - hans skæbne og forholdet til sønnen
    - Moderen - hendes stilling i familien og hendes rolle i Adolfs liv
    - Sammenfatning

    Jiirgen Bartsch - Tilbageblik over et liv

    - Indledning
    - »Fra en klar himme1«?
    - Hvad siger et mord os om morderens barndom?
    - Tavshedens mure

    Slutbemærkninger

    Frygt, vrede og sorg - men ingen skyldfølelser - på vejen til forsoning


    - Også utilsigtet grusomhed gør ondt
    - Sylvia Plath og forbudet mod lidelse
    - Den aldrig oplevede vrede
    - Tilladelse til at vide

    Efterskrift

    Litteratur
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

  2. #2
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: "I begyndelsen var opdragelsen" af Alice Miller

    I begyndelsen var opdragelsen
    Af Alice Miller

    Forord

    Man har bebrejdet psykoanalysen, at den højst kan hjælpe et privilegeret mindretal, og dette kun under meget specielle omstændigheder. Denne bebrejdelse er også berettiget, så længe frugterne af de gennemførte analyser er forbeholdt et fåtal privilegerede. Men sådan behøver det ikke at være.

    Reaktionerne på min bog Det selvudslettende barn viste mig, at modstanden mod det, jeg har at sige, på ingen måde er større blandt lægmænd måske hos den unge generation endda mindre - end blandt fagfolk, og at det derfor er meningsfuldt og nødvendigt, at den viden, man er nået frem til gennem analyser af et fåtal, ikke opmagasineres på biblioteker, men lægges frem for offentligheden. For mig personligt betød denne indsigt, at jeg besluttede mig til at bruge de næste år af mit liv til at skrive.

    Jeg vil gerne først og fremmest beskrive nogle forløb, som udspiller sig overalt i livet, uden for den psykoanalytiske situation, men som man får en dybere forståelse af gennem psykoanalytisk erfaring. Det betyder naturligvis ikke, at man har en færdig teori, som man »anvender på samfundet«. For jeg tror, at for virkelig at forstå et menneske måjeg kunne høre og føle, hvad det siger til mig, uden at gardere mig med teorier. Men det dybdepsykologiske arbejde med andre og med sig selv skaffer en indblik i menneskesjælen, et indblik, som man bringer med sig overalt i livet, og som skærper ens sensibilitet også uden for konsultationen.

    Endnu er det ikke trængt ind i den almene bevidsthed, at det, der sker med et barn de første leveår, uundgåeligt indvirker på hele samfundet, at psykoser, narkomani, kriminalitet er skjulte udtryk for de tidligste erfaringer. Denne erkendelse bestrides for det meste eller accepteres kun på det intellektuelle plan, samtidig med, at de praktiske fremgangsmåder (inden for politik, retsvæsen eller psykiatri) stadig i stor udstrækning beherskes af middelalderlige forestillinger og projektioner af det onde, fordi intellektet ikke når følelserne. Kan man nå til emotionel indsigt ved hjælp af en bog? Det ved jeg ikke, men håbet om, at læsningen kan sætte en proces i gang hos en eller anden, forekommer mig så velbegrundet, at det er et forsøg værd.

    Bogen her er blevet til, fordi jeg gerne ville gå nærmere ind på alle de breve, jeg har fået fra læsere af "Det selvudslettende barn". Disse breve har betydet meget for mig, men jeg har ikke kunnet besvare dem alle personligt. Det har delvis, men ikke udelukkende, været på grund af tidsnød. Jeg har følt, at jeg må være mere udførlig i fremstillingen af mine tanker og erfaringer fra de senere år, fordi jeg ikke kan henvise læserne til en foreliggende litteratur. To problemkomplekser har udkrystalliseret sig for mig af kollegers sagkyndige spørgsmål og af interesseredes almenmenneskelige spørgsmål (skal ikke opfattes som alternativer): På den ene side min teoretiske opfattelse af den tidlige barndoms virkelighed, som adskiller sig fra psykoanalysens driftsmodel, på den anden side nødvendigheden af at markere forskellen mellem skyldfølelser og sorg endnu tydeligere. Dette hænger nemlig sammen med det brændende spørgsmål, som alvorligt engagerede forældre så ofte stiller: Hvad kan vi gøre for vores børn, når det først er gået op for os, hvor stærkt gentagelsestvangen påvirker vores liv?

    Jeg tror ikke, at patentløsninger og råd er til nogen større hjælp, i hvert fald ikke, når det drejer sig om ubevidst adfærd, og derfor ser jeg det ikke som min opgave at appellere til forældrene om så vidt muligt at behandle deres børn anderledes. I stedet vil jeg forsøge at fremhæve sammenhænge, at give billedmæssig og følelsesrelateret information til barnet i den voksne. Så længe dette barn ikke må vide, hvad der er sket med det, er en del af dets følelsesliv indefrosset og dets følsomhed over for barndommens ydmygelser derfor afstumpet.

    Men man kommer ingen vegne med appeller til kærlighed, solidaritet og barmhjertighed, hvis denne vigtige forudsætning for medmenneskelig følelse og forståelse ikke er til stede.

    Denne kendsgerning er særlig graverende for professionelle psykologer. For uden empati kan de ikke hjælpe patienterne med deres sagkundskab, uanset hvor megen tid de bruger på dem. Og lige så lidt er forældrene i stand til at forstå deres børn, selvom de er veluddannede og har god tid til børnene, hvis de er emotionelt distanceret fra deres egen barndoms lidelser. Omvendt kan en erhvervs aktiv mor under visse omstændigheder på få sekunder fatte sit barns situation, hvis hun er fri og åben for det i sit indre.

    Jeg ser det altså som min opgave at udbrede bevidstheden om den tidlige barndoms lidelser, og det vil jeg forsøge at gøre på to forskellige planer. Det er hele tiden det barn, som den voksne læser engang har været, jeg henvender mig til. I første del giver jeg en fremstilling af den »sorte pædagogik«, dvs. de opdragelsesmetoder; som vores forældre og bedsteforældre er vokset op med. Hos mange læsere vil det første kapitel måske vække følelser af vrede og raseri, som kan vise sig at være meget sunde. I anden del af bogen beskriver jeg tre forskellige menneskers barndom, en narkomans, en politisk leders og en barnemorders. Disse var selv i deres barndom udsat for alvorlige ydmygelser og mishandlinger. Navnlig i to af tilfældene støtter jeg mig til deres egne beskrivelser af deres barndom og senere skæbne og vil gerne hjælpe læseren til at opfatte disse rystende vidnesbyrd med mit analytisk trænede øre. Alle disse tre menneskeskæbner vidner om opdragelsens ødelæggende virkning, om hvordan den tilintetgør det levende og udgør en fare for samfundet. Også inden for psykoanalysen kan man finde spor af den pædagogiske indstilling, navnlig i driftsmodellen. Til at begynde med havde jeg planlagt at lade en undersøgelse af dette tema indgå som et kapitel i denne bog, men i betragtning af omfanget har jeg måttet afstå fra det og vil på et senere tidspunkt udgive den som en bog for sig. I den sammenhæng vil jeg så afgrænse mine tankegange tydeligere fra de forskellige psykoanalytiske teorier og modeller, end jeg tidligere har kunnet gøre.

    Bogen her er blevet til på baggrund af min indre dialog med læserne af Det selvudslettende barn og skal opfattes som en fortsættelse af den. Men man kan også læse den uden at have læst Det selvudslettende barn. Hvis de forhold, som beskrives her, skulle føre til skyldfølelser i stedet for sorg, så vil det være tilrådeligt også at gøre sig bekendt med det tidligere arbejde. Under læsningen vil det også være vigtigt hele tiden at tænke på, at det ikke er bestemte personer, der tænkes på, når der tales om forældre og børn, men bestemte tilstande, situationer og retsforhold, som angår os alle, fordi alle forældre har været børn engang, og de fleste af dem, som er børn i dag, engang bliver forældre.

    Til sidst vil jeg udtrykke min taknemmelighed over for nogle mennesker, uden hvis hjælp bogen her ikke kunne være blevet til, i det mindste ikke i sin nuværende form.

    Hvad opdragelse egentlig er, blev jeg først helt klar over, da jeg i min anden analyse oplevede dens fuldkomne modsætning. Derfor vil jeg rette en helt speciel tak til min anden analytiker, Gertrud Boller-Schwing, forfatter til en enestående bog om erfaringer med indlagte patienter (Der Weg zur Seele des Geisteskranken, 1940). For hende var væren altid vigtigere end adfærden, og hun forsøgte hverken at opdrage mig eller belære mig, ikke direkte og heller ikke »mellem linierne«. Netop takket være denne erfaring blev det muligt for mig at lære uendelig meget på min helt egen måde og blive følsom for den opdragende atmosfære, der omgiver os.

    Utallige samtaler med min søn, Martin Miller, har spillet en lige så vigtig rolle i denne erkendelsesproces. Gang på gang konfronterede han mig med min generations ubevidste opdragelsestvang, som jeg havde internaliseret i barndommen. Selv er jeg netop takket være det rene og klare udtryk, han har givet for sine oplevelser, blevet delvis befriet fra denne tvang, og denne befrielse kunne først ske, da jeg var blevet lydhør over for de raffinerede og næsten umærkelige nuancer i den opdragende holdning. Mange af de tanker, jeg lægger frem her, har jeg diskuteret igennem med min søn, inden jeg har skrevet dem ned.

    Lisbeth Brunner har været en uvurderlig hjælp for mig ved udarbejdelsen af manuskriptet. Hun har ikke bare maskinskrevet det, men reageret spontant på hvert kapitel med interesse og indlevelse og altså været min første læser.

    Endelig har jeg haft den lykke at finde en redaktør, som helt har forstået mit anliggende, nemlig Friedhelm Herborth ved Suhrkamps Forlag. Han har aldrig været hårdhændet med teksten og kun foreslået den slags sproglige justeringer, der har kunnet foretages, uden at det oprindelige indhold blev ændret. Denne varsomhed i omgangen med ordet og respekten og forståelsen for en andens tanker oplevede jeg allerede i forbindelse med min første bog som en uventet gave.

    Takket være dr. Siegfried Unselds personlige engagement i Det selvudslettende barn og hans store indsats er mine arbejder ikke blevet opslugt af et fagforlag men nået ud til videre kredse af såkaldte »patienter«, dvs. de lidende mennesker, de fra begyndelsen er skrevet for. Redaktionen af fagtidsskriftet Psyche afslog at udgive første af de tre dele i Det selvudslettende barn, og andre forlæggere var dengang heller ikke særligt interesserede, så det er altså den store forståelse, mine arbejder har mødt hos Suhrkamps Forlag, der har muliggjort udgivelsen på tysk.

  3. #3
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: "I begyndelsen var opdragelsen" af Alice Miller

    I begyndelsen var opdragelsen
    Af Alice Miller

    Forord til den danske udgave

    Denne bog kommer i Danmark fire år efter, at den udkom første gang i Tyskland, og det er formentlig godt det samme, at den først nu er tilgængelig her. Var den udkommet tidligere, ville danske læsere måske have spurgt: »Hvorfor skal vi stadig plages med Hitler i dag?«, »Det er jo alt sammen fortid«, og »hvem er denne Christiane F.?«. Men nu efter at så mange unge mennesker har set deres egne tragedier afspejlet i bogen og filmen om Christiane F., den tyske teenage-stofmisbruger, og efter al den debat, der har været i medierne i de senere år om faren for kernevåbenmisbrug, kan det ikke komme som nogen overraskelse, at jeg har valgt Adolf Hitler og Christiane F. som repræsentanter for henholdsvis ekstrem destruktivitet i verdenshistorisk målestok og for et enkelt individs ekstreme selvdestruktion.

    Siden anden verdenskrig har jeg været forfulgt af spørgsmålet om, hvad der kunne få et menneske til at udklække den plan at gasse millioner af mennesker ihjel, og om hvordan det også kunne lade sig gøre for andre millioner at tiljuble ham og at være med til at føre denne plan ud i livet. Løsningen på denne gåde, som jeg først fandt for kort tid siden, er det, jeg har prøvet at fremlægge i denne bog. Læsernes reaktioner på mit arbejde har overbevist mig om, hvor afgørende også andre finder dette problem, og hvordan den skræmmende oplagring af kernevåben verden over rejser det samme spørgsmål i endnu mere akut forstand: Nemlig, hvad kunne motivere et menneske til at misbruge magt på en sådan måde, at det fuldkommen uden skrupler og ved anvendelse af vildledende ideologier forårsagede menneskehedens tilintetgørelse, en handling, som er absolut tænkelig i dag? Man kan næppe opfatte det som en ørkesløs akademisk beskæftigelse, når bogen forsøger at afdække rødderne til et grænseløst og umætteligt had som Hitlers; en udforskning af den karakter er en sag om liv og død for os alle, eftersom det i dag er lettere for os end nogen sinde at blive offer for et sådant had.

    Der er allerede skrevet en hel del om Hitler af historikere, sociologer, psykologer og psykoanalytikere. Som jeg forsøger at vise på de følgende sider, har alle hans levnedsbeskrivere prøvet på at frifinde hans forældre (navnlig hans far) og på den måde vægret sig ved at udforske, hvad der i virkeligheden var overgået denne mand i hans barndom, hvilke oplevelser han gemte på, og hvilke måder at behandle andre mennesker på, der var tilgængelige for ham som modeller.

    Da først jeg var i stand til at overskride de forvrængede perspektiver, der hænger sammen med ideen om en »god opdragelse« (det, der i bogen her er beskrevet som »sort pædagogik«) og vise, hvordan Hitlers barndom foregreb de senere koncentrationslejre, blev talrige læsere forbløffede over det overbevisende vidnesbyrd, jeg fremlagde for mit synspunkt. Men samtidig gav deres breve udtryk for forvirring: »I det store og hele var min barndom ikke meget anderledes end Hitlers; jeg blev også meget strengt opdraget, blev slået og vanrøgtet. Hvorfor er jeg så ikke blevet massemor der i stedet for fx videnskabsmand, advokat, politiker eller forfatter?«

    Faktisk leverer min bog klare svar her, skønt de ofte synes at blive overset: Fx havde Hitler aldrig noget menneske, han kunne betro sine sande følelser til; han blev ikke alene mishandlet, men også forhindret i at opleve og give udtryk for sin smerte; han havde ingen børn, der kunne have tjent ham som objekter til at afreagere sit had på; og endelig gjorde hans manglende uddannelse, at han ikke kunne afværge sit had ved at intellektualisere det. Hvis blot en af disse faktorer havde været anderledes ville han måske aldrig være blevet den ærke-forbryder, han blev.

    På den anden side var Hitler bestemt ikke et isoleret fænomen. Han ville ikke have fået millioner af tilhængere, hvis de ikke havde været ude for den samme form for opdragelse. Jeg forudså en hel del modstand fra offentlighedens side, da jeg fremførte denne tese - som jeg er overbevist om er rigtig - så jeg blev overrasket over at konstatere, hvor mange læsere, både unge og gamle, der var enige med mig. Fra deres egen barndom var de fortrolige med det, jeg skildrede. Jeg behøvede ikke at påberåbe mig omstændelige argumenter; det var tilstrækkeligt, at jeg beskrev Hitlers barndom på en sådan måde, at den tjente som et spejl, og pludselig kunne folk se sig selv i det.

    Det var det personlige indhold i deres reaktion på de tre eksempler, jeg fremlægger i min bog, som gjorde, at mange mennesker i en mere end ren intellektuel forstand forstod, at enhver grusom handling, ligemeget hvor brutal og forfærdende den er, har påviselige forudgående begivenheder i sin gerningsmands fortid. De diverse reaktioner på min bog rækker lige fra umiskendelige »aha«-oplevelser til vred afvisning. I sidstnævnte tilfælde bliver, som jeg allerede har antydet, følgende kommentar ustandselig gentaget som et refrain: »Jeg er et levende bevis på, at det ikke behøver at være skadeligt at slå børn (eller give dem smæk), for på trods af det er jeg blevet et ordentligt menneske.«

    Sandsynligvis hører de fleste af os til kategorien »Ordentlige mennesker, der engang er blevet slået«, eftersom den form for behandling af et barn var en selvfølge i de forrige generationer. Hvordan det nu end forholder sig, kan vi alle regnes blandt de overlevende efter den »sorte pædagogik«. Alligevel ville det være akkurat lige så urigtigt heraf at udlede, at vores opdragelse ikke gjorde os nogen fortræd, som at hævde, at en begrænset atomkrig ville være uskadelig, fordi en del af menneskeheden stadig ville være i live, når den var overstået. Rent bortset fra den kriminelt overfladiske holdning til ofrene, dette syn afslører, undlader det også at tage det spørgsmål i betragtning, hvilke eftervirkninger de overlevende fra en kernevåbenkonflikt måtte se i øjnene. Situationen er analog med den »sorte pædagogik«, for selvom vi som overlevende efter smertelige ydmygelser i barndommen, som vi alt for beredvilligt bagatelliserer, hverken dræber os selv eller andre, hverken er stofmisbrugere eller forbrydere og er så heldige ikke at lade urimelighederne fra vores egen barndom gå videre til vore børn, så de bliver psykotiske, kan vi stadig fungere som farlige smittebærere. Vi vil blive ved med at inficere den næste generation med den »sorte pædagogiks« virus, så længe vi påstår, at den form for opdragelse er uskadelig.

    Det er her, vi oplever de skadelige eftervirkninger af vores opdragelse, fordi vi kun kan beskytte os selv mod en gift, hvis den tydeligt angives som sådan, ikke hvis den bliver blandet, som fx flødeis, og lanceret som værende »til ens eget bedste«. Vores børn vil stå hjælpeløse over for en sådan etiket. Når mennesker, der er blevet slået eller på anden måde mishandlet som børn, forsøger at gå let hen over følgerne ved at opstille sig selv som eksempel og tilmed hævde, at det var godt for dem, bidrager de uundgåeligt til videreførelse af verdens grusomhed med denne vægring ved at tage deres barndoms tragedier alvorligt. Deres børn, elever og studenter, som overtager denne holdning, vil igen slå deres egne børn, idet de påberåber sig deres forældre, lærere og professorer som autoriteter. Finder følgerne af at have været et mishandlet barn ikke deres mest tragiske udtryk netop i denne form for tænkning?

    Selvom den brede offentlighed er begyndt at fatte, at denne lidelse overføres til ens egne børn i form af en opdragelse, der skal være »til deres eget bedste«, tror mange mennesker, jeg har talt med, stadig, at eftergivende metoder i børneopdrageIsen giver børnene »for megen« frihed, og at det er denne eftergivenhed og ikke »sort pædagogik«, der er ansvarlig for den tydelige vækst i kriminalitet og stofmisbrug. Selv tegneserier og vittigheder gør grin med forældre, som har en tolerant og støttende holdning til deres børn og fremhæver den fare, det indebærer, hvis forældrene lader sig tyrannisere af deres børn. Kong Salomons forfejlede overbevisning (hvis man sparer på riset, fordærver man barnet) godtages den dag i dag i ramme alvor som højeste visdom og gives stadig væk videre til næste generation. Disse holdninger ligger, selvom de nu antager en mere subtil og mindre åbenlys form, ikke så fjernt fra den, der citeres på de følgende sider for at illustrere de skadelige virkninger af børneopdragelsens metoder. Den slags synspunkter er ingenlunde blevet bekræftet af mine mange års erfaring. Teoretisk kan jeg forestille mig, at vi en skønne dag vil betragte vores børn, ikke som skabninger, der skal manipuleres eller laves om på, men snarere som budbringere fra en verden, vi engang har kendt grundigt, men som vi for længe siden har glemt, en verden, som kan af¬sløre mere om livets sande hemmeligheder og også om vores eget liv for os, end vores forældre nogen sinde har været i stand til. Ingen skal fortælle os, om vi skal være strenge eller eftergivende over for vores børn. Det, vi har brug for, er at have respekt for deres behov, deres følelser og deres individualitet, såvel som for vores egen.

    Det er ikke tilfældigt, at ingen af de tre personer, jeg skriver om i bogen her, selv havde børn. En af mine læsere skrev til mig: »Hvem ved, måske ville jøderne ikke være blevet sendt til gaskamrene, hvis Hitler havde haft fem sønner, som han kunne have hævnet sig på for det,hans far gjorde mod ham«. Vi straffer vores børn for vores forældres egenmægtige handlinger, som vi ikke kunne forsvare os mod, takket være det Fjerde Bud. Jeg har opdaget, at vi i mindre grad er et bytte for denne form for gentagelsestvang, hvis vi er rede til at erkende, hvad der er overgået os, hvis vi ikke hævder, at vi er blevet mishandlet »til vores eget bedste«, og hvis vi ikke helt har måttet afværge vores smertelige reaktioner på fortiden. Men jo mere vi idealiserer fortiden og nægter at anerkende vores barndoms lidelser, desto mere giver vi dem ubevidst videre til den næste generation. Af den grund forsøger jeg på de følgende sider at gøre opmærksom på nogle dybere sammenhænge i håbet om at bryde den onde cirkel.

    For en afgørende ændring kunne meget vel finde sted i vor kultur, hvis forældre bare ville holde op med at bekæmpe deres egne forældre i deres børn - selv mens de sidstnævnte endnu er spædbørn - noget de gør, fordi deres forældre kunne opnå en position af skyldfrihed og ukrænkelighed med tvangsmidler, dvs. takket være det Fjerde Bud og de metoder i børneopdragelsen, de anvendte.

    På en tur for nylig til Skandinavien traf jeg mange mennesker, som har opdaget, hvor magtfuld deres indsigt er. De viger ikke tilbage for at påpege den falske informations giftige karakter, selvom den har været godt skjult i årtusinder bag ukrænkelige og velmenende pædagogiske forskrifter.

    Et strålende eksempel på denne nye holdning er det teaterstykke om Hitlers barndom, der i år blev opført af gruppen »Unga Klara« i Stockholm. Stykket er skrevet af Niklas Radstrom på grundlag af denne bog og instrueret af Suzanne Osten. Det viser nazismens ånd »i statu nascendi« (i fødselsøjeblikket) og besidder en overbevisningskraft, man kun sjældent kommer ud for. Jeg tror ikke, at denne overbevisningskraft blot skyldes det fremragende spil, men lige så meget det faktum, at stykket heller ikke viger tilbage for den bitre sandhed og simpelt hen forbliver sandt fra først til sidst.

    Også Olof Lagercrantz' bog »Min første kreds«, som jeg læste i tysk oversættelse, har bekræftet mit indtryk af, at mulighederne for at gøre sig sin egen sandhed bevidst og ikke længere idealisere ens egne forældre på den sædvanlige og for den fremtidige historie farlige måde er større i Skandinavien end i andre europæiske lande. Jeg nævner Lagercrantz, fordi han er født i 1911 og tilhører den generation af mænd, der kun kunne tale med den største højagtelse og ærefrygt om deres forældre, som de engang var blevet mishandlet af, og som lod deres egne børn lide på grund af deres blindhed.

    Danmark kender jeg ikke blot som et dejligt og venligt ferieland, men også som hjemland for Søren Kierkegaard, hvis skrifter har betydet meget for mig allerede i min ungdom - længe inden deres konkrete livshistoriske baggrund gik op for mig. De breve fra danske læsere, jeg har modtaget efter udgivelsen af ))Det selvudslettende barn« giver mig grund til at formode, at der også i Danmark findes åbenhed og modtagelighed for denne bogs ideer, sådan som jeg kender det fra Sverige. Hvorfor Skandinavien i denne henseende er forud for det øvrige Europa, kan jeg ikke selv give svar på. Den »sorte pædagogik« har forøvet sit ødelæggelsesværk her på lignende måde som i andre lande. Men bevidstheden om deres skadelighed synes at spire tidligere her. Korporlig afstraffelse af børn blev forbudt i Holland i 1950, i Sverige i 1958 og i Danmark i 1967, mens den så sent som til 1977 stadig var tilladt i Tyskland og i Schweiz og er det den dag i dag i England. Selvom lovgivningens praksis halter bagefter, afspejler den ændrede bevidsthed sig i lovgivningen. Og beredvilligheden til en sådan ændring.

    De samtaler, jeg havde i Sverige, har underbygget min egen erfaring med, at mod kan være nøjagtig lige så smittende som frygt. Og hvis vi er modige nok til at se sandheden i øjnene, vil verden ændre sig, for den »sorte pædagogiks« magt, der har domineret så længe, har været betinget af vores frygt, vores forvirring og vores barnlige naivitet; når den først bliver udsat for sandhedens lys, vil den uvægerligt forsvinde.


    Alice Miller

    August 1984

  4. #4
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: "I begyndelsen var opdragelsen" af Alice Miller

    I begyndelsen var opdragelsen
    Af Alice Miller

    Efterskrift

    Efter at jeg havde afsluttet manuskriptet til denne bog og sendt det af sted til forlaget, talte jeg med en yngre, meget indfølende kollega, hvis arbejde jeg sætter stor pris på. Han er selv far til to børn, og vi diskuterede opdragelsesproblemer. Han mente, det var en skam, at psykoanalysen endnu ikke har udarbejdet nogen retningslinier for en human pædagogik. Jeg ytrede min tvivl om, hvorvidt der overhovedet kunne findes en human pædagogik, fordi jeg i mit analytiske arbejde havde lært også at være opmærksom på de finere og mere raffinerede former for manipulation, der udgiver sig for pædagogik. Derfor forklarede jeg min kollega, at jeg var overbevist om, at enhver pædagogik er fuldkommen overflødig, hvis barnet i sin tidlige barndom kan råde over en konstant person og også kan bruge vedkommende, sådan som Winnicott taler om det og ikke behøver at være bange for at miste denne person eller at blive forladt, hvis det artikulerer sine følelser. Et barn, som bliver taget alvorligt, bliver respekteret og ledsages på denne måde, kan gøre sine egne erfaringer med sig selv og verden og behøver ingen sanktioner fra en opdragers side. Det var min kollega helt indforstået med, men mente, at det var vigtigt for for ældre at få endnu mere konkrete råd. I den forbindelse henviste jeg ham til det princip, som jeg har formuleret på side 118: »Hvis det kunne lykkes forældrene at møde deres eget barn med samme respekt, som de altid har vist deres egne forældre, så ville dette barn kunne udvikle alle sine evner på en meningsfuld måde.«

    Først slog min kollega en spontan latter op, så så han meget alvorligt på mig og sagde efter et øjebliks tavshed: »Men det kan jo ikke lade sig gøre ... « »Hvorfor?« spurgte jeg. »Fordi ... , fordi ... børnene stiller os ikke over for sanktioner, de truer ikke med at forlade os, hvis vi er onde. Og selv om de ville sige det, så ved vi, at de ikke gør det ... « Kollegaen blev stadig mere eftertænksom og talte nu meget langsomt: »Ved De hvad, nu spørger jeg mig selv, om det, man betegner som pædagogik, ikke simpelt hen er et spørgsmål om magt, og om vi ikke burde tale og skrive meget mere om de skjulte magtforhold i stedet for at bryde hjernen med endnu bedre opdragelsesmetoder?« »Det er netop det, jeg har forsøgt i min nye bog,« sagde jeg.

    De velopdragne menneskers tragedie består i, at de som voksne ikke kan mærke, hvad der er blevet gjort mod dem, og hvad de selv gør, hvis de ikke har måttet mærke det som børn. Det lever utallige institutioner højt på og ikke mindst de totalitære regimer. I vores, det muliges tidsalder, kan også psykologien levere skæbnesvangre bidrag til betingning af den enkelte, af familier og hele nationer. Betingning og manipulation af andre er altid et våben og et instrument for magtudøvelse, også selvom dette camoufleres med ord som »opdragelse« eller »terapeutisk behandling«. Eftersom magtudøvelsen over andre mennesker og dens misbrug for det meste har den funktion at hindre følelser af egen afmagt, altså ofte styres ubevidst, kan etiske argumenter ikke standse denne proces.

    Ligesom teknikken i Det tredje Rige kunne hjælpe til at gennemføre massemord på meget kort tid, sådan kan også den mere eksakte viden om menneskets adfærd, der bygger på computerdata og kybernetik, bidrage til et hurtigere, mere omfattende og mere effektivt sjælemord på mennesket end den tidligere intuitive psykologi. Denne udvikling er der ingen midler mod, heller ikke psykoanalysen er noget middel, ja, den er selv i fare for at blive anvendt som magtmiddel i uddannelsesinstitutionerne. Det eneste, forekommer det mig, der bliver tilbage, er at bekræfte objektet for denne manipulation i hans iagttagelser og støtte ham og gøre ham bevidst om hans føjelighed for på den måde at hjælpe ham til med egne kræfter at forsvare sig mod det truende sjælemord ved at artikulere sine egne følelser.

    Det er ikke psykologerne, men digterne, der er forud for deres tid. I de sidste ti år er der udkommet en række selvbiografiske bøger, og det er meget let at konstatere, hvordan idealiseringen af forældrene tydeligt aftager hos den unge generation af forfattere. Efterkrigsgenerationen er klart mere parat til at se sandheden om deres egen barndom i øjnene og udholde den. Sådanne beskrivelser af forældre, som man kan finde i bøger af fx Christoph Meckel (1980), Erika Burkart (1979), Karin Struck (1975), Ruth Rehmann (1979), Brigitte Schwaiger (1980) og af Barbara Frank (1979) og Margot Lang (1979) havde næppe været tænkelige for tredive, eller for bare tyve år siden. Heri ser jeg et håbefuldt skridt på vejen til sandheden og samtidig en bekræftelse på, at allerede en minimal lempelse af opdragelsesprincipperne kan bære frugt - det bliver i det mindste muligt for digterne at mærke noget. At videnskaben halter bagefter dem, er et gammelkendt faktum.

    I samme årti, som digterne bliver emotionelt bevidste om barndommens betydning og afslører de skæbnesvangre følger af den skjulte magt udøvelse som kaldes opdragelse, lærer de psykologistuderende ved universiteterne gennem fire år at betragte mennesket som en maskine for bedre at få greb om dets måde at fungere på. Når man tænker på, hvor megen tid og energi der i livets bedste alder bliver brugt til at sløse ungdommens sidste chance bort og med det videnskabelige intellekts hjælp at nedkæmpe de følelser, som træder særligt stærkt frem i den alder, så kan man ikke undre sig over, at mennesker efter et sådant offer også gør deres patienter og klienter til ofre og behandler dem som instrument for deres viden og ikke som selvstændige, kreative væsener. Der findes såkaldte objektive, videnskabelige publikationer på psykologiens område, som i deres iver og konsekvente selvfornægtelse minder om officeren fra Kafkas I fangekolonien. Den dømte straffefanges uvidende, tillidsfulde holdning kan man genfinde hos vore dages student som gerne vil tro, at han i løbet af sine fire års studier kun behøver at koncentrere sig om sine præstationer og ikke om at give noget af sig selv.

    De ekspressionistiske malere og digtere, som artikulerede sig i begyndelsen af vort århundrede, forstod mere om indholdet i den tids neuroser (har i hvert fald ubevidst givet mere udtryk for dem) end den tids professorer i psykiatri. I deres hysteriske symptomer iscenesatte de kvindelige patienter ubevidst deres barndoms traumatiseringer. Det lykkedes Freud at dechifrere det for lægerne ubegribelige sprog, og for dette høstede han, ikke blot taknemmelighed, men også fjendtlighed, fordi han havde vovet at røre ved den tids tabuer.

    Børn, der mærker for meget, bliver straffet for det og internaliserer sanktionerne så stærkt, at de som voksne næppe mærker dem mere. Men da mange på trods af alle sanktioner ikke kan lade være med at »mærke«, findes der begrundet håb om, at Kafkas vision af fangekolonien trods den fremadskridende teknificering af den psykologiske videnskab kun vil få gyldighed for visse områder af vores liv og måske ikke for stedse. For menneskesjælen er praktisk taget uudryddelig, og dens chance for at opstå af døde er der, så længe legemet lever.




    Denne bog bør læses.... Alle Alice Millers bøger bør læses. Hendes budskaber kan accepteres uden videre... de kan redde flere nutidige og fremtidige liv, end alle planetens fredsbevægelser tilsammen!

  5. #5
    Libri's avatar
    Libri er offline Bestyrer af Biblioteket på Overgangsalderen.net
    Registreringsdato
    Jun 2006
    Alder
    64
    Indlæg
    680

    Standard Re: "I begyndelsen var opdragelsen" af Alice Miller

    Andre bøger af Alice Miller:

    "Det selvudslettende barn" Munksgaard 1982

    "Du må ikke mærke" Hans Reitzels Forlag 1985

    "Den skjulte nøgle" Hans Reitzel, 1989

    "Den bandlyste viden" Hans Reitzel, 1989

    "Tavshesmurens fald" Hans Reitzel 1990

    "Livets veje" Munksgaard 1998




    Alice Millers website

    På Gyldendal.dk
    ligger en pdf-fil med Interview med Alice Miller fra juni 2005, for det slovenske magasin ONA (oversat til dansk).
    Velkommen i Biblioteket på vores hjemmeside. Mange af titler vi omtaler, er udsolgte fra forlagene, men findes enten på bibliotekerne eller i antikvariaterne som: Bogtorvet.net , Findbogen.dk , Antikvarisk.dk , Bogbasen.dk (private til private), Antikvariat BookStone.dk , Brugte bøger via Saxo.cm , eller Antikvariat.net

Lignende emner

  1. "Det glykæmiske indeks" af J. Brand-Miller m.fl.
    By Anina in forum Om kost og vægt
    Svar: 2
    Nyeste indlæg: 02-04-10, 23:47
  2. "Den bandlyste viden" af Alice Miller
    By Libri in forum Alice Miller
    Svar: 3
    Nyeste indlæg: 05-07-09, 18:55
  3. Cuore - Heart of a Boy - Hjertet af Edmondo de Amicis
    By Libri in forum Skønlitteratur
    Svar: 2
    Nyeste indlæg: 03-08-08, 08:53

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind