Ægteskabet. Afskaffe eller bevare?

Vi er vant til, at mangt og meget bliver debatteret i disse tider - og vi opdager og opfatter en del som at vor tid skaber nye problemstilling. Vi enten glemmer eller ved ikke, at mange generationer før os har sandsynligvis beskæftiget sig med lignende spørgsmål udspringende fra hverdagens trængsler - præcist som vi gør i dag.

Det er dog kommet bag på mig alligevel, at da jeg var 9 måneder gammel, "ægteskabet" allerede har været et offentligt debatemne, og der blev stillet adskillige spørgsmålstegn ved dettes eksistensberettigelse.

Jeg er snublet over en fotografisk pdf-fil med Nynne Kochs kronik i Politiken af d. 6. januar 1953 med overskriften "Dyd og gule ærter", hvor hun fremsætte en håndfuld personlige og kvindelige synspunkter om ægteskabet, og et kvindeliv i øvrigt. Hvad der dog forbløffer mig er, at trods de mange årtier siden "Dyd og gule ærter" blev publiceret, virker Nynnes kronik påfaldende aktuel. Påfaldende!



Dyd og gule ærter

I en kronik her i bladet den 19. december (1952) foreslog Hans Jørgen Lembourn at afskaffe ægteskabet som den forældede, naturstridige og nerveødelæggende institution, det er. Ideen er sådan set glimrende. Men hvad han vil sætte i stedet for ægteskabet? Hvem vil det gå mest ud over, hvis det afskaffes? Og hvad forstår han egentlig ved ægteskabet?

For at tage det sidste spørgsmål først, så er sagen den, at der er to grundindstillinger til ægteskabet, som er vidt forskellige og indbyrdes uforenelige. Når mennesker siger ægteskab, så er der nogle af dem, som tænker på vielsesattesten, mens andre tænker på kærligheden. Måske er ægteskabet en utidssvarende institution, ligegyldigt ud fra hvilken opfattelse man betragter det. Men lad os se lidt nærmere på dem.

For dem, der ser på vielsesattesten, er ægteskabet em praktisk økonomisk foranstaltning, der tjener til at bevare en vis samfundsstruktur, og som giver en vis sikkerhed for børnene. Denne opfattelse var vore fædres og vore bedstefærdres og den er stadig ret enerådende i katolske lande, hvor et ægteskab er uopløseligt, hvor følelserne mellem mand og hustru ikke tæller og hvor der ses med overbærenhed på utroskab. En person som virkelig er sin ægtefælle tro gennem længere tid, betragtes næppe som normalt erotisk udviklet. Herhjemme kom synspunktet til udtryk i de udtalelser, som fremkom, da den danske skilsmisselov skulle overføres til Grønland. Man mente, det var uforsvarligt at lære grønlænderne at hykle på samme måde som vi ved at gøre utroskab til skilsmissegrund.

Opfattelsen er samfundets, og den er vist også hovedparten af de voksne, gifte samfundsborgeres. Den mand eller kvinde, som står med begge ben på jorden, forelsker sig nok, men efter giftermålet koncentreres opmærksomheden om det praktisk-økonomiske samarbejde, om børnene og indboet. Forleden stod der under "Bolig-Nyt" et spørgsmål, der begyndte noget lignende som: "Min mand vil gerne gå med til skilsmisse og lade mig få begge børnene, hvis han må få lejligheden. Men ellers vil han under ingen omstændigheder lade sig skille". Se, det er en mand, som har blik for de virkelige, faste værdier i tilværelsen. Mænd kan nok lide at prale af, at de er polygame. Men som Noel Coward har udtrykt det: "letsindighed er måske sjovt: men ikke sjovt nok til at opveje fuldendt dyd og tre ordentlige måltider om dagen."

Det var den ene opfattelse. Heroverfor står den anden, som går ud på, at en vielsesattest kun er berettiget, når den er overflødig, at man og kvinde ved at overvinde deres polygame natur, ved at "elske alle i den ene", kan nå frem til en større udvikling, end de ville have kunnet hver for sig, og at dette er det egentlige og indre mening med ægteskabet, ja, med hele tilværelsen. Tilhængere af denne opfattelse vil være ganske ligeglade , om ægteskabsinstitutionen ophæves eller ej. Det vil ikke gøre nogen forskel for dem.

De er imidlertid enerne. Tilhængere af opfattelse nummer èt vil - og ikke ganske uberettiget - hævde, at opfattelse nummer to er verdensfjern og uigennemførlig og kan affærdiges med et skuldertræk. Nej, ville disse gode borgere sige, det lyder selvfølgelig meget kønt med kærlighed og alt det der. Men lad os nu være mennesker. Vi må have orden i sagerne og "three square meals a day".

Og det har de lov til at sige. Men hvis man opretholder ægteskabet, fordi man synes, det er praktisk, så er det bare brandbrølende forkert og noget forbandet hykleri, at de statsautoriserede opdragelsesprincipper er baseret på noget andet, at skole og kirke, kraftigt støttet af ugebladsnoveller og romantiske film, bibringer vore uerfarne sønner og døtre den tro, at ægteskabet er noget ophøjet, og at de kan søge lykken i det. Et par forældre, som selv har været tilfreds med et praktisk-økonomisk ægteskab, har lov til at ønske deres børn gift på samme måde. Men de har ikke lov til at fortælle de unge, at forelskelsen i ægteskabet går over i "noget dybere og mere varigt" , hvis de ikke præciserer, at det dybere og mere varige er gulvtæppet, radiogrammofonen og tre ordentlige måltider hver dag. Ægteskabet ville ikke blive udsat for så mange angreb, hvis man lærte at tage det for det, det er, så det ikke gav anledning til hykleri hos de gamle og skuffelse hos de unge.

Men ærlighed alene er selvfølgelig ikke nok til at stabilisere ægteskabet. Det er rigtigt, at udviklingen underminerer det. Når husførelsen forenkles, er kvinden ikke mere uundværlig i hjemmet. Når kvinden søger ud i erhvervslivet, kan manden ikke mere være den tap, hvorom hele hendes verden drejer sig, hvis hun da ikke elsker ham højt og inderligt. Når radioen kører hele aftenen, spiller det ikke så stor en rolle om familien er samlet eller ej.

Nej, vil nummer èt-tilhængere sige, at det er en sørgelig og uheldig udvikling, som man må prøve at modarbejde. Kvinderne må blive i hjemmene og af al deres magt stræbe efter at skabe gode hjem, så skilsmissetallet daler og børnene kan være trygge. Man må først og fremmest tænke på børnene.

Men kvinderne kan ikke blive i hjemmene. Når ca. hvert andet ægteskab opløses, så må det at være hustru vel noki betragtes som et af de mest usikre erhverv, der finds. Ingen mor med den mindste ansvarsbevidsthed vil i dag tilråde sine døtre udelukkende uddanne sig til husmødre. I må lære noget, vil hun præke for dem, sådan at I kan ernære ikke alene jer selv, men også de børn I får.

Og så er vi vist nået frem til en af de vigtigste årsager til hele misèren. Kvinden er blevet et menneske. Hun er gud hjælpe mig begyndt at pukke på sine menneskerettigheder, og det var det sandelig ingen, som tænkte sig, dengang ægteskabet blev opfundet, hvad man ikke behøver at gå længere end til vielsesritualet for at overbevise sig om. Og derfor, hvis man vil bevare ægteskabet, så må man gøre sig klart, at der er tale om noget helt nyt og aldrig før prøvet, nemlig et samliv mellem to ligeberettigede mennesker. Det kan ikke nytte, at de, som kæmper for ægteskabet, vil skrue udviklingen tilbage, for så kan de ikke undgå at tabe. Der må gydes ny vin på de gamle flasker. Og måske vil de sprænges af det.

Så kommer det andet spørgsmål. Hvad skal man sætte i stedet for ægteskabet, hvis det bliver eller måske i realiteten allerede er sprængt? Det kan ikke bevares på stående fod. For det må jo ikke glemmes, at det, vi med et fint ord kalder kultur i virkeligheden er noget så lidet ophøjet som et mønster af visse fælles tankebaner og livsvaner, for største delen nearvede, og at ægteskabet, nu da kirken ikke mere har den magt over sindene, som dem har haft, er lige ved at være den eneste virkelig fælles livsvane her i landet. Ægteskabet er altså en del af vor kultur og påvirker alle vore små daglige gøremål. Det er ikke så underligt, at samfundet gør alt for at bevare det.

Men det er måske et lille skridt frem mod et besvarelse, hvis vi kan besvare det tredje spørgsmål. Hvem vil det gå mest ud over, hvis ægteskabet blev afskaffet?

Børnene? Med den høje skilsmisseprocent kan det vist ikke påstås, at den nuværende tingenes tilstand giver børnene særlig megen tryghed.

Formodentlig ville en anden ordning, et system for eksempel, hvor børnene var fast knyttet til deres mor, når hun havde evne og vilje til at have dem, men faderen stod i et løsere tilhørsforhold til dem, medføre større ro i de små sjæleliv. For når skilsmissebørn er ulykkelige, er det ikke, fordi den nuværende form for familieliv er den eneste antagelige løsning for dem. Nej, det er, fordi de mister en far eller mor, de har haft, og fordi deres legekammerater har begge forældre. Et af de mest iøjnefaldende, fælles karaktertræk hos børn er jo, at alting skal være som det altid har været, og sådan som det er hos alle andre børn de kender.

Kvinderne da? Selvfølgelig vil det skabe opstandelse hos alle de kvinder, for hvem ægteskabet er eneste erhverv, dersom ægteskabet blev afskaffet. Fragtmændene i Tyskland forsøgte også i sin tid at forhindre anlægningen af jernbaner. Men på længere sigt kan det godt tænkes, at kvinden vil stå sig bedst ved forandringen. Kvinden er ved at lære at stå på egne ben, hun tjener snart sine penge lige så godt som manden. Samfundet gør en større og større indsats for børnene, svangerskabshjælp, børnetilskud, vuggestuer og børnehaver vil i stadig stigende grad lette de praktiske vanskeligheder ved modeskabet. Hvis man nu opløste ægteskabet og dermed hjemmet, ville kvinden med sin naturlige tilknytning til barnet blive den absolutte hovedperson, den, som dirigerede og dominerede (de private begivenheder og livsførelsen).

Nej, det ville være manden, der blev Sorteper. Han ville blive sådan en underlig, rodløs person, hvis kontakt med barnet ville være afhængig af moderens nåde og barmhjertighed. Det vanskeligste ville blive at varetage mandens interesser, for desværre er kvinden vist ikke bedre end andre mennesker og vil ligesom andre sikkert misbruge sin magt.

Det er mændene, der ha etableret ægteskabet, og selv om de taler meget om, at det er til beskyttelse af kvinder og børn, mon de så ikke alligevel har skelet lidt til deres egen bekvemmelighed? Ellers har de da været pokkers heldige. Det er mændene, som gennem ægteskabet får lejlighed til tilstrækkelig kontakt med børnene uden at have videre besvær med dem. Det er mændene, som gennem ægteskab får maden sat på bordet, indkøbene foretaget og tøjet vasket (også nu, da konen er selverhvervende). Od det er endelig manden, som gennem ægteskabet på en praktisk måde får tilfredsstillet sit seksuelle hverdags-behov.

Rent seksuelt egner kvinden sig nemlig aldeles ikke til at leve i et praktisk-økonomisk ægteskab, mens manden passer udmærket til det. For kvinden er den psykiske side af det erotiske samvær langt det vigtigste, faktum er, at de færreste kvinder kan skille deres følelsesliv og deres erotik af, de kan vanskeligt tilfredsstille deres seksuelle behov hos en mand, de ikke elsker og so ikke gør kur til dem. Derfor bliver så mange glade, unge piger til irritable, gifte koner. De har brug for en elsker, der hvisker dem søde ord i øret, ikke for en ægtemand, som læser avis og sover på divan. Og den lille ceremoni på rådhuset eller i kirke betød elskeren ud til højre og ægtemanden ind.

Manden er derimod sådan et rationelt indrettet væsen, og derfor begunstiges han uforholdsmæssigt meget af ægteskabet. I det kan han nemlig falde til ro. Han er nok polygam, men til daglig er han først og fremmest doven. Og da har han den fordel, at hans driftsliv stort set fungerer uafhængigt af hans rent menneskelige følelser for partneren, kan hans seksuelle behov tilfredsstilles ved en hvilken som helst pige, og så er det mere praktisk og meget mindre besværligt at gå i seng med sin kone (selv om man ikke elsker hende mere) end enten gå på gaden og lede en tilfældig pige op eller at skulle gøre haneben for en elskerinde, invitere hende i teater eller give hende gaver.

Der snakkes så meget m det store antal frigide kvinder. I et samfund uden ægteskaber ville manden måske ikke i så høj grad få lov til at pleje sin dovenskab, og det ville sikkert ikke altid være ham, der bestemte hvorfor, hvordan og hvornår. Det ville være morsomt at få lavet en ny Kinsey-rapport fra sådan et samfund. Jeg tipper, at procenten af frigide kvinder ville aftage betydeligt, mens impotensen hos mænd ville blive større.


Og så kan enhver afgøre med sig selv, om dette er en grund til at afskaffe ægteskabet eller til at bevare det.

Nynne Koch (1953)



Læs mere om Nynne Koch på: Ved nærmere eftertanke. Nynne Koch ser tilbage.

Kærkomment stof til eftertanke...