Døden uden mad og drikke



Alvorligt syge og døende får ikke sjældent mad og drikke gennem en slange, der er ført ned i mavesækken eller gennem en slange direkte ind i en blodåre. Årsagen er, at både familien og de professionelle hjælpere ikke har været klare over, om der er smerte og lidelse forbundet med mangel på føde og væske. I et amerikansk tidsskrift har man for år tilbage gennemgået, hvad der er skrevet om dette problem, og det viser sig, at nægter et menneske at indtage føde og drikke, fordi det vil dø, eller undlader man at give næring og væske til døende, sker der følgende:

Der kommer gradvist mere natrium og kalk i blodet sammen med en øget mængde affalds~stoffer, som nyrerne ikke længere udskiller. Der kommer et øget velbefindende i forbindelse med nedsat udskillelse af urin og afføring, nedsat dannelse af slim og dermed mindre hoste. Når der ikke tilføres energi i form af sukker eller andre kulhydrater, går kroppen over til fedtfor~brænding, medførende en stigende surhedsgrad (ketose) i kroppen, hvilket medfører nedsat smertefornemmelse og øgende eufori, der er en kunstig tilstand af velvære.

Giver man modsat sukkervand ind i blodet, standser forsuringen af kroppen, og der kommer smerter og dårlig tilpashed, både legemlig og psykisk.

Konklusionen er, at længere varende udtørring og sultestrejke ikke giver hverken smerter eller lidelse, men ofte nedsat smertefornemmelse samt en øget tilstand af velvære hos døende eller meget alvorligt syge, der gerne vil dø.

Der refereres et tilfælde, hvor en 78-årig kvinde med gentagne tilfælde af tarmslyng nægtede at indtage mad og drikke. Hun havde det godt og var aktiv, uden smerter og deltog i livet omkring hende, indtil hun dag 28 blev bevidstløs og døde næste dag. Hendes eneste klage var tør mund, noget der kan lindres ved hjælp af små stykker is og med våde gazetamponer.(Kilde:

Sullivan RJ Jr: Accepting Death Without Artificial Nutrition or Hydration. J GEN INTERN MED 1993; 8 (april) : 220-224).

For et par år siden læste jeg i Weekendavisen om en midaldrende læge, der havde fået lov til at dø hos nogle venner. De sidste 14 dage hverken spiste eller drak han noget. Han var lysende klar, sov ikke, men sad op i sengen og snakkede med sine besøgende, men kun om væsentlige ting. Ellers blev de jaget ud. Han udtalte lige før sin død, at hvis han skulle vælge mellem resten af sit liv og de seneste to uger, ville han vælge disse. Først her fik han rigtigt styr på sit liv.

Noget andet er, at der også kan komme vægring mod at spise og drikke af andre grunde end en dødelig sygdom eller mæthed af dage. Derfor er det vigtigt at søge en eventuel årsag, fx en depression eller anden sygdom, som det er muligt at behandle. Men er det gjort, har et menneske ret til at nægte at spise og drikke, og det er anerkendt af Sundhedstyrelsen. Det kan imidlertid være svært, da moderne menneskers dødsangst giver dem en trang til at handle og gøre alt, hvad der står i deres magt for at forlænge især deres nærmestes liv. Som læge og sygeplejerske bør man derfor stå på den syge og uafvendeligt døendes side og forklare de pårørende, at total faste med mad og drikke kan være en meget god måde at sige farvel til denne verden på. Ingen bør lide, heller ikke når de skal dø, og morfin er ikke den eneste måde at dæmpe smerter på, ligesom morfin ofte hindrer en ordentlig kontakt mellem den døende og de pårørende.

Drejer det sig om meget gamle mennesker, der er trætte af livet uden at være deprimerede, må man også, efter at have forsøgt at genskabe en glæde ved livet, acceptere, at de ikke har lyst til at leve længere. De vil ofte have en indre fornemmelse af, at nu er det slut, og holde op med at tage noget til sig. På den måde kan de få en fredelig og god død. Hvis de pårørende ikke kan acceptere dette, må de forsøge at give den ældre livsmodet tilbage, først og fremmest ved at fortælle vedkommende, at de stadig har brug for ham eller hende.
http://www.dr.dk/p4/sundhed/manus/uge15.shtml