"E-nummerbogen."
Tilsætningsstoffer i maden: Virkninger og bivirkninger.
Af Orla Zinck og Torben Hallas-Møller. 304 sider, 15,5 x 23 cm.
6. udgave.
Med 40 illustrationer.
Pris kr 269,00. [Udgivet 29/9 2004]

Revideret udgave der er opdateret som følge af udviklingen på tilsætningsstofområdet. Desuden har forfatterne fortsat og uddybet deres bestræbelser fra sidste udgave (fra 2002) med at fokusere på ingredienser i maden, "som ikke lige netop har et E-nummer, men som kan være lige så problematiske mht. vildledning, og som nogle gange også giver sundhedsproblemer som nogle af tilsætningsstofferne"(fra Indledning).

Denne bog giver en omfattende og nuanceret viden om tilsætningsstoffer. Den indeholder en komplet oversigt over samtlige tilladte tilsætningsstoffer til levnedsmidler.

Tilsætningsstoffer har gennem årtier være til konstant diskussion - og med god grund. "Tilsætningsstoffer kan både anvendes fornuftigt til netop det teknologiske formål, de er beregnet til og 'ufornuftigt', hvilket betyder, at de bruges til manipulation i forhold til de fødevarer de anvendes i. Den stigende industrialisering af fødevareproduktionen betyder generelt flere og flere fødevarer med flere tilsætningsstoffer"(fra Indledning).

Bogen giver oplysninger som: Hvad tilsætningsstofferne er lavet af, og om de er naturlige eller syntetiske. Hvad tilsætningsstofferne bruges til, og i hvilke levnedsmidler de må anvendes. Hvad tilsætningsstofferne kan betyde for forbrugerens helbred. Hvilke regler der er for anvendelse af tilsætningsstoffer i økologiske varer. Hvilke tilsætningsstoffer man skal være på vagt overfor eller helt undgå, hvis man er allergiker. Hvilke stoffer der kan være uacceptable for jøder og muslimer.

Bogen er delt op i tre dele. Først et kort indledende tekstafsnit, som berører forskellige aspekter ved brugen af tilsætningsstoffer. Dernæst bogens hovedafsnit med en gennemgang af alle godkendte tilsætningsstoffer anført i E-nummerorden (nummeret er det nummer, som EU har tildelt stoffet). Gennemgangen indeholder beskrivelse af det pågældende tilsætningsstof, oplysninger om stoffets oprindelse, redegørelse for stoffets funktion, vurdering af sundhedsmæssige forhold - fx om stoffet har givet anledning til allergilignende symptomer, omtale af typiske eksempler på, i hvilke fødevarer stoffet er tilladt og i hvilke mængder.

Sidste del af bogen indeholder ordforklaringer, der dels forklarer de specielle fagudtryk der er brugt i bogen, dels beskriver en række andre begreber, man kan støde på, når man læser deklarationer eller følger med i debatten. I ordforklaringerne er også medtaget beskrivelse af en række ingredienser, som bruges på samme måde som tilsætningsstoffer, men som betragtes som fødevareingredienser og derfor ikke er regulerede på samme detaljerede måde som tilsætningsstofferne.
Orla Zinck (f. 1944), cand.brom., ph.d., har gennem 10 år været ansat i Levnedsmiddelstyrelsen. Er i dag direktør i Dansk Catering Center, der på konsulentbasis assisterer storkøkkener, sygehuse, plejehjem, hoteller og restauranter m.m. med bl.a. planlægning og udvikling af bespisningssystemer.

Torben Hallas-Møller (f. 1946), cand.pharm., har i 28 år været ansat i Fødevaredirektoratet. Har siden oprettelsen af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet i 2003 været ansat som videnskabelig koordinator for dennes Videnskabelige Panel for Tilsætningsstoffer, Aromastoffer, Tekniske hjælpestoffer og Materialer i Kontakt med Fødevarer.

UDDRAG AF INDHOLD: Lidt om tilsætningsstoffer. Farvestoffer. Konserveringsstofer. Antioxidanter og antioxidantsynergister. Emulgatorer, stabilisatorer og fortykningsmidler. Syre, base, salt. Antiklumpningsmidler. Smagsforstærkere. Overfladebehandlingsmidler. Emballage(pakke)gasser og drivgasser. Sødestoffer. Andre tilsætningsstoffer. Ordforklaring. Bilag. Nyttige adresser. Relevant litteratur. Stikordsregister.

UDGIVER:
Aschehoug Dansk Forlag
Vognmagergade 11, 1148 København K
Tlf: 36 15 66 00, fax: 36 15 67 22
Internet: www.aschehoug.dk