Viser resultater 1 til 4 af 4

Emne: Regression

  1. #1
    Guest avatar
    Avalon Gæst

    Standard Regression

    Jeg lovede at fortælle om min oplevelse med regression hos Terese.

    Her er den.

    Jeg har valgt at dele den op i to versioner. Skeptikeren og den overbeviste.

    Vi blev enige om at stille spørgsmålet: "Hvorfor er jeg altid så skeptisk indstillet overfor andre mennesker?".


    Her er den overbeviste:
    ---------------------------------------------------

    Selve oplevelsen - eller selve regressionen, kan beskrives sådan her:

    Jeg starter i en slags park. Der er tætklippet meget grønt græs. Og der er mange stier. Jeg er kommet ned ad en trappe og jeg har en kjole på i empire-stil. Bare fødder. Jeg venter på nogen. Mine forældre viser det sig senere, men de dukker ikke op. De er døde.

    Året er 1768, England.

    Jeg bliver ført videre i min tilværelse, hvor jeg bor hos en onkel og tante og deres små børn. Jeg er 25 år gammel. Min tante kan ikke lide mig. Jeg passer ikke ind, ligner ikke de andre. Og jeg fylder for meget. Hun er jaloux. Da jeg ser hende første gang får jeg ondt - fysisk - i min venstre side. Jeg tror hun vil forgifte mig...putte noget i maden. Men jeg er ikke sikker.

    Jeg skal så gå nogle år frem, men det kan jeg ikke...der er ikke noget...jeg er død i mellemtiden.

    Vi ser så på min død. Jeg dør af sygdom. I tvivl om hun står bag eller ej. Kun min onkel er hos mig, da jeg skal dø. Jeg fortæller ham, hvad jeg tror, men han afviser og siger at det må jeg ikke tro.

    Jeg skal efter døden svæve ud af kroppen og se, hvad konen laver. Hun laver mad. Hun er ikke rigtig ked af det men måske alligevel. Jeg er stadig i tvivl om hun gjorde noget eller ej.

    Terese får mig til at spørge min skytsengel. Jeg spørger ham og han nikker.

    Det er selve oplevelsen i korte træk.

    Forklaringen på min skeptiske holdning til andre mennesker stammer altså fra, at jeg har oplevet et voldsomt svig.


    For mig er det ikke selve denne hændelse, der er det vigtigste. Men mere de tanker jeg har fået herefter.

    Jeg er ikke døbt og ikke konfirmeret. Jeg har tænkt meget over religion, herunder naturligvis kristendommen. Jeg misunder de, der kan tro. Det må være rart. Trygt. Jeg har prøvet, men KAN ikke. Af alle religioner har budhisme altid tiltrukket mig mest. Uden at jeg dog har dyrket det. Af en eller anden grund har jeg altid været interesseret i / tiltrukket af det alternative. Alt lige fra horoskoper, krystaller, biorytmer, urter og aromaterapi til feng shui osv. Og jeg VED at akupunktur virker. Dog er jeg opdraget i et miljø, der absolut ikke har noget til overs for den slags, og jeg ville møde megen modstand og undren, hvis jeg pludselig begyndte at dyrke det i større stil.

    Efter min oplevelse hos Terese har jeg haft en dejlig ro indeni. Jeg tror det hænger sammen med mit ønske om at kunne tro. Jeg tror egentligt ikke at oplevelsen med netop dette liv, som jeg besøgte i denne omgang er så vigtig. Det var bare en lille ting - en lille del af mig. Man kan garanteret lære langt vigtigere ting, hvis man formår at stille de rigtige spørgsmål.

    Lige nu har jeg bare lyst til at stille rigtig mange spørgsmål og opleve rigtig mange liv - hurtigst muligt. Jeg vil på rejse igen. NU.

    Men jeg har også lyst til at vide mere om emnet. Jeg føler, at her er der endelig noget jeg kan tro på. Noget åndeligt. Noget jeg har manglet.


    Og her er så skeptikeren:
    -----------------------------------------------

    Selve oplevelsen - eller selve regressionen, kan beskrives sådan her:

    Min underbevidsthed valgte at bearbejde emnet ved at fortælle mig en historie om en pige, der mistede sine forældre og voksede op hos en onkel og en tante. Tanten kunne ikke li' hende og slog hende ihjel med gift i maden. Pigen er til det sidste i tvivl om, om tanten forgiftede hende eller om hun døde af alm. sygdom.

    Heri ligger den indre kamp om "kan man stole på folk". Og svaret er: "Behold du bare din skepsis til en vis grad, den er ok, men du kan også give slip engang imellem".

    For skeptikeren er der ikke så meget mere at sige.


    -------------------------------------------

    Til afslutning vil jeg så bare sige, at uanset hvad man tror på - her mener jeg religiøse trosretninger eller livsfilosofier - så er det ikke for mig det vigtigste, om man tager fejl eller har ret. Det der er vigtigt er, at hvis man står ved enden en dag (hvis der er en sådan ende) og får total klarhed og kan se, at det, man troede på - hvadenten det var Gud, Allah eller reinkarnation eller noget helt andet - ikke var rigtigt, så er det ikke så vigtigt, at man evt. har taget fejl. Det der er vigtigt er, at det man troede på førte til, at man berigede sit liv. Og at det ikke lagde begrænsninger på den måde livet blev levet på. Og selvfølgelig at man ikke skadede andre. Og at man ikke fralagde sig ansvaret for sit eget liv.

    Det tror jeg på.

  2. #2
    Guest avatar
    Joanna Gæst

    Standard

    Hej Avalon
    Jeg syntes det er flot, så mange tanker du har fået skrevet ned omkring din regression.
    Jeg får lyst til at komme med nogle af mine tanker – ikke omkring regression som helhed,
    men mere tanker af ”religiøs art”.

    Den måde jeg læser og fortolker biblen på… ser jeg den som et stort udtryk for det evige liv,
    på denne jord og i himmelen (dimensioner) – så i mine øjne er det indlysende at man sagtens kan være kristen og tro på reinkarnation…

    Bare lige hurtigt nogle små eksempler:

    Opstandelsen
    Efter sin død på korset langfredag opstod Jesus fra graven igen. Det er dette vi fejrer påskedag. Alle Bibelens 4 evangelier fortæller detaljeret om dette.
    Jesu opstandelse er tegnet på at nu er dødens magt brudt, at døden ikke længere er det eneste punktum i livet. Jesus opstod nemlig som den første forud for alle dem der tro på ham.

    Jesu opstandelse giver os frimodighed til at tro på en fremtidig opstandelse. Jesus opstod legemligt sådan at disciplene også kunne genkende ham. På samme måde skal også alle kristne genopstå legemligt - selvom det bliver med et forandret og et fornyet legeme.
    Hvordan bliver det evige liv?

    Det evige liv beskrives i Paulus 2. brev til korintherne 5,2 sådan:

    Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen.

    Det evige liv beskrives både som en himmel, som et paradis og som den nye jord. Det er nemlig ligesom med frelsen noget vi hverken har ord eller viden til at beskrive fuldt ud:

    Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.
    (Paulus' 1. brev til korintherne 2,9)

    Vi ved meget lidt om livet efter døden, men vi ved at det skal være et helt anderledes og evigt fællesskab med ham som er vores frelser og vores skaber. Vi ved at synden og døden ikke skal eksistere der længere. Og vi ved at vi bliver mange! Citat- Asbjørn Asmussen, Netmissionær

    Kærlig hilsen
    Terese

  3. #3
    Guest avatar
    Joanna Gæst

    Standard

    Lidt mere om reinkarnations – tanken og kristendom.

    Ved begravelser siger præsten, at vi ”genfødes og lever evigt ”skulle jeg mene – reinkarnation er
    ikke ”in” i den almindelige danske folkekirke….
    – men disse ord, taler da for sig selv, syntes jeg…
    Af Jord est du kommen. Til Jord skal du blive. Af Jorden skal du igien opstaa – thi dit er riget
    til evig tid. (eller noget i den stil)
    Kærlig hilsen
    Terese

  4. #4
    Registreringsdato
    Apr 2005
    Lokation
    Et sted i verden
    Alder
    64
    Indlæg
    1,883

    Standard

    Det der er vigtigt er, at det man troede på førte til, at man berigede sit liv. Og at det ikke lagde begrænsninger på den måde livet blev levet på. Og selvfølgelig at man ikke skadede andre. Og at man ikke fralagde sig ansvaret for sit eget liv.
    Kære Avalon

    Jeg tror, at det er denne din konklusion, der har gjort størst indtryk på mig!

    Jeg tror også, at det er denne dybtfølte erkendelse, der er vigtigst - og at det er nødvendit at fastholde den også i en travl hverdag, hvor idealer, håb og tro drukner i floden af gøremål, forpligtelser og stress...

    Synes at det var dejligt at læse om din regression...

    KH
    Sally
    Carpe Diem

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind