Side 1 af 2 12 Sidste
Viser resultater 1 til 10 af 14
  1. #1
    Guest avatar
    ann-vibeke Gæst

    Standard Clairvoyante.... ga` ikke noget.....

    Citer Oprindeligt indsendt af Joanna
    Vær med til at gøre Sol spændende

    Hej alle

    Har du et specielt emne inden for det alternative, spirituelle, mystiske, okkulte, eller måske
    videnskabelige område, som du gerne vil fortælle om, eller har du fundet en spændende artikel på nettet, du gerne vil dele med os andre, er du velkommen til at indsætte den i Sol.

    Kærlig hilsen
    Joanna Sol
    Jeg vil da godt indlede denne her afdeling ;-)

    Jeg har - en til tider - uhensigtsmæssig adfærd, som udtrykker sig i snerren og bidden af og overfor mine allerkæreste - det være sig de mænd jeg har haft (og har) og min søn, da han boede hjemme…
    Når det så er sagt, så vil jeg osse gerne sige, at jeg er blevet bedre/roligere/mere tålmodig med alderen…

    Jeg har selv følt det som en slags undertrykt vrede…eller noget jeg ikke ved, hvad er, men vrede kommer nærmest…
    Jeg har kunnet forklare det med, at jeg dybest set er født uønsket…

    Det var lidt forståelses-indledning ;-)

    Så var det jeg mødte en mand, som bar mig på hænder og slet ikke vidste alt det gode, han sku' gøre for at glæde mig…
    Vi giftede os…
    Og fanme om jeg ikke osse snerrede utålmodigt af ham…hvilket førte til lange snakke om mulige årsager OG eventuelle løsninger på og til denne - for ham - meget overraskende adfærd, for som han sagde: Det sker i løbet af et splitsekund…

    Jeg ku' jo gå til en clairvoyant, ikke så meget for at få en konkret løsning, men mere for at få hjælp til at finde de rigtige værktøjer (som jeg ved vi har inde i os)
    Jeg forestillede mig, at den clairvoyante ku' pege på et sted i min (tidlige) barndom, som det mest konkrete ;-)

    Jeg valgte en clairvoyant på Frederiksberg…han ga' ikke noget…
    Jeg valgte en clairvoyant over internettet…hun ga' ikke noget…
    - jo måske ga' hun mig en slags dårlig samvittighed, for som hun skrev:
    ALDRIG havde hun været ude for, at så lidt passede…

    Så faldt valget på en dyrere en i Tåstrup…han ga' ikke noget…

    Så blev det en mere kendt og endnu dyrere en i Jylland…heller ikke han ga' noget…

    Og ægteparret jeg valgte for at få en kombineret astrologisk/clairvoyantisk konsultation,
    ku' heller ikke bidrage med noget jeg ku' bruge…

    Nå, tænkte jeg…'man' kan åbenbart ikke 'se' noget på/i/omkring mig…og det til trods for at jeg kan læses som en åben bog og var meget imødekommende og hjælpende på vej overfor alle seerne…
    Og nu var der brugt penge nok på den sag… ;-)

    Indtil jeg læste om hypnose…
    Det er sg da det jeg skal prøve, tænkte jeg…

    I mellemtiden var min mand blevet min eksmand, men han betalte og lod mig overnatte hos sig på Fyn, hvor hypnotisøren holdt til…så jeg havde støtte, hvis det tog hårdt på mig…
    En meget sympatisk og meget tillidsvækkende hypnotisør…

    Men jeg lod mig ikke hypnotisere…
    Smadder ærgerligt, for hvor ville - og vil - jeg dog gerne finde ud af, hvorfor jeg er så irriterende utålmodig og snerrende…

    Jeg kan forstå, at hypnotisøren ikke ga' noget…det har formentlig en del at gøre med mit behov for kontrol (at bevare overblikket) at gøre…

    Men de clairvoyante har skuffet mig…

    Nu tænker jeg, at en grafolog måske ku' være en god 'værktøjsfinder'…

    Har i andre erfaringer med clairvoyante?

    mvh/ann-vibeke

  2. #2
    Registreringsdato
    Apr 2005
    Lokation
    københavns amt
    Indlæg
    849

    Standard

    Hej Ann- vibeke jeg tror at du skal mærke dig selv og derpå finde ind til kernen hvor du føler denne vrede,tænk over hvornår den kommer og hvad du lige gjorde inden den kom,måske vil din krop så fortælle dig det,jeg tro ikke at det er andre der kan finde ud af det ,men kun dig selv håber at det vil lykkedes for dig knus laura
    Hvor intet vover intet vinder

  3. #3
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Indlæg
    3,811

    Standard

    Citer Oprindeligt indsendt af ann-vibeke
    Jeg har kunnet forklare det med, at jeg dybest set er født uønsket…
    Hej ann-vibeke
    Jeg har svaret dig i "ann-vibeke" på: http://www.overgangsalderen.net/kvin...pic.php?t=2094

    Knus
    Admina
    Alle kan altid sende en kommentar til os, ved at klikke HER!

  4. #4
    Guest avatar
    Joanna Gæst

    Standard

    Kære ann-vibeke

    Jeg har læst dit indlæg, har ikke på nogen måde opfattet det som var det henvendt til mig, men mere som et indlæg henvendt til alle.
    Sådan som jeg læser og forstår dit problem (adfærdsproblem) – nej så tror jeg ikke at en
    clairvoyant eller for den sags skyld en grafolog kan hjælpe dig. En clairvoyant kunne måske pege på ”et mønster” du gentager fra din barndom, men ikke give dig et reelt værktøj til at arbejde terapeutisk med.
    Med stor sandsynlighed ville en psykoterapeut, evt. psykolog kunne hjælpe dig til at finde ind til problemets kerne, men dette kræver at man er parat til at arbejde med sig selv, og har besluttet sig for at gå ind i et behandlingsforløb.

    Kærlig hilsen
    Joanna Sol

  5. #5
    Guest avatar
    Gæst

    Standard

    Kære Joanna!
    Det var til alle...
    Og det var for så vidt kun for at fortælle baggrunden for min besøg hos clairvoyante...

    Det var det, at de ikke ga' mig noget...som sku' være det egentlige indlæg ;-)

    ***En clairvoyant kunne måske pege på ”et mønster” du gentager fra din barndom,

    ...det var noget i den retning jeg forestillede mig både hos de clairvoyante og hos hypnotisøren...
    Men ingen pegede på noget...
    Og alle blev spurgt...

    Så skrev jeg forresten forkert, da jeg skrev grafolog...jeg mente kiromantiker...

    mvh/ann-vibeke

  6. #6
    Guest avatar
    Avalon116 Gæst

    Standard

    Hej Ann-Vibeke.
    Er det nogenlunde sådan her du oplever dit snerren:

    Du er ikke sammen med manden. Du tænker på ham med stor ømhed, og forstår egentligt ikke, hvorfor du snerrede ad ham sidst. Du tænker, at når du/han kommer hjem og I igen skal være sammen, så er der ingen grund til at snerre, for dine følelser er jo kun gode og positive.

    Han kommer hjem (eller du kommer hjem). Lidt tid går. Pludselig står du der igen og snerrer - føler ikke, at du valgte det, men det kom bare snigende. Noget han gjorde - eller ikke gjorde - satte iriitationen i gang, men det er lidt svært at forklare hvad det var. Og helt glemt er alle de dejlige tanker om ham tidligere på dagen.

    ???

  7. #7
    Guest avatar
    ann-vibeke Gæst

    Standard

    Hej Avalon116
    Ja...det er ret meget i den stil...

    - sådan har du det måske osse?

    mvh/ann-vibeke

  8. #8
    Guest avatar
    Avalon116 Gæst

    Standard

    Ikke mere, men det har jeg haft.
    Og den logiske følge ville være, at jeg så kunne fortælle dig, hvordan du kommer af med det. Desværre er jeg bare ikke så bevidst om det...altså om, hvornår jeg stoppede og hvorfor. Men jeg kan huske, at jeg læste en artikel (i et dameblad), der totalt beskrev, hvordan jeg opførte mig. Det fik tankerne i gang. Og dér er du jo allerede - du er jo bevidst om det. Så burde første skridt være taget.

    Men hvordan kan du komme videre...jeg ved det ikke. Men når man agerer sådan, må det være fordi, der er noget i livet - tilværelsen, man er utilfreds med. På en eller anden måde får man det så koblet sammen med partneren, tror jeg. Også selvom det ikke direkte er hans skyld. Men i et partnerskab laver man jo - frivilligt - en masse kompromisser. Nogle kan være rimeligt selvcencurerende, forstået på den måde, at man - for at være en god og hensynsfuld partner - tager nogle hensyn, som slet ikke var nødvendige.

    Jeg kan huske en historie om et ægtepar, der havde været gift i rigtig mange år - 40 eller sådan noget - og hver gang, de havde fået rundstykker, havde konen taget overen, selvom hun bedst kunne lide underen, fordi manden bedst kunne li' undere...troede hun. Manden havde omvendt taget underen, selvom han bedst kunne li' overe, fordi konen bedst kunne li' overe...troede han. De fandt så endelig ud af miseren efter SÅ mange år! Grinagtigt. Men er der ikke en risiko for, at vi alle går og gør sådan noget? Og at vi egentligt bliver en smule småirriterede over, de ting vi misser. Og måske mere end end smule, hvis det er større ting, vi går og laver om på?

    Måske er der noget, du har lyst til/brug for at gøre? Måske ved du det ikke engang selv?

    For mit vedkommende kunne forklaringen på, at jeg selv (og min mand) synes, at jeg er kommet over mit snerren faktisk godt være noget i den retning. Jeg har altid levet meget ateistisk, rationelt, videnskabeligt orienteret. Men har også været draget af astrologi, drømmetydning, krystaller, claire voyance osv. Denne dragning har jeg undertrykt, fordi det ikke passede med min opdragelse og med de mennesker, jeg omgiver mig med (troede jeg). Da jeg tidligere i år stødte på Sol førte dette bekendtskab til at jeg har åbnet mig i den åndelige retning og fået udfyldt nogle huller i min tilværelse (det er den korte version, som ikke yder retfærdighed til Sol, da det hun har gjort, er så meget større, end det kommer til at lyde her, men nu er det jo ikke det, det handler om).

    Og min mand, som i starten var meget skeptisk (helt klart - han tænkte vel: hvor er hun på vej hen, og kan jeg følge med?) har faktisk taget det helt fantastisk. Så der var slet ikke nogen grund til selvcencuren.

    En anden ting er, at jeg er blevet bedre til at sige tingene direkte. Og også til at stille krav. Vi kvinder vil jo så gerne have, at de (mændene) gætter hvordan, vi vil have det (han MÅ da kunne regne ud at...NEEEEEJJJ det kan de ikke! Sært, surt, underligt, men det kan de IKKE). Jeg var et fjols til at sige, hvordan jeg ville have tingene skulle være. Kunne ikke engang finde ud af at bede ham om at tømme opvaskeren eller støvsuge. Han måtte da selv kunne se det, og hvis nu jeg lader være, så kan han vel se det før eller siden....
    Nej nu er det slut med legene. Nu siger jeg bare at han lige skal tømme opvaskeren støvsuge eller tage ungen om morgenen. Og det fungerer fint. Det er lidt ligesom et ledelsesansvar - og det er noget de fleste kvinder er lidt uvante med at tage. Men det virker. Og jeg tror, manden nyder at få klar besked. Han gør i hvert fald som jeg beder ham om de fleste gange. Og ellers siger HAN fra - og det er jo også ok.

    Knus
    Avalon

  9. #9
    Guest avatar
    ann-vibeke Gæst

    Standard

    Kære Avalon116
    Hvis der er noget jeg har brug for/lyst til, så ved jeg det ikke...
    Når jeg ser på mit liv har jeg alle grunde - og jeg mener alle grunde til at være tilfreds...

    Jeg har siden mit 16. år haft spirituelle interesser men ikke undertrykt det...

    Jeg har osse hørt om ægteparret der gjorde. hvad de mente den anden ku' li' ...
    ...en historie der var til eftertanke...

    Martyrrrollen har jeg lagt af mig - da jeg for mange år siden læste John Greys: Mænd er fra Mars - kvinder er fra Venus...

    I det store og hele fokuserer jeg meget på, hvad jeg får - og kun lidt eller slet ikke på, hvad jeg ikke får (i forhold)

    Det ville være nemt at sige: Nåå...jeg er i overgangsalderen...her er der humørsvingninger ;-)
    Og tidligere var jeg præmenstruel... ;-)
    Men det er for nemt...

    Der, hvor det hyppigst går galt, er når man ikke forstår/hører, hvad jeg siger...første gang jeg siger det...
    Når jeg skal gentage...snerrer jeg...(men ikke på arbejdet) og det syn's jeg et forfærdeligt træk :-(

    Men egentlig sku' det her handle om, at alle de clairvoyante jeg har været hos ikke har kunnet 'se' hvad det er i/på/omkring mig - der skaber/forårsager adfærden ;-)

    Og jeg syn's det ku' være interessant at høre, om andres erfaringer - om nogen har fået svar på 'svære' spørgsmål?!

    mvh/ann-vibeke

  10. #10
    Guest avatar
    Avalon116 Gæst

    Standard

    Nej det ser ud til, at det er den forkerte tangent, jeg er ude ad.

    Har du prøvet/overvejet regression?

Side 1 af 2 12 Sidste

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind