Jul og gamle ritualer



Alle store, gamle fester markerer et skift - enten i et menneskes liv eller i årets gang. Man fejrer fødsel, bryllup og død - og årstidernes skiften. Den slags fester findes over hele jorden, hos alle folkeslag og til alle tider. Det er vigtigt at se JULEN i forhold til det øvrige år.Det er jo oprindelig i Norden en hedensk solhvervsfest med sit modstykke i Midsommerfesten og forårs- og efterårsjævndøgn. Først i det fjerde århundrede efter Kristi fødsel blev festen kædet sammen med fejringen af denne begivenhed i den kristne kirke.Selve ordet JUL går tilbage til oldnordisk, men man ved faktisk ikke, hvad det betyder.Det bruges meget tidligt i sammensætningen: at drikke juleøl eller drikke jul (ligesom at holde barsel=barnsøl).
Den gamle nordiske JUL var præget af to væsentlige træk:
1. Overdådigheden i mad og drikke
2. Den magiske adfærd.

Overdådigheden i mad og drikke.
Her må man se Julen i forhold til resten af året. I det gamle bondesamfund var man nødt til at spare på føden næsten hele året. Det var først, når man nåede til efteråret, at man opnåede resultaterne af årets arbejde i mark og stald. Mange steder kneb det allerede i foråret med korn til mel, og man måtte så holde hus hele sommeren med de knappe fødevarer. Når efteråret kom, kunne man se hen til Julen som en kulmination i det spartanske år - da var husdyrene fedest og lam og smågrise store nok til at slagte, og kornet var høstet, og man kunne begynde at tærske. Novembers gamle navn er "slagtemåned".

Den magiske adfærd.
Karakteristisk for julen i bondesamfundet var de mange varsler og den magiske adfærd.Hensigten med magien var at sikre næste års avl og at sikre slægtens fremtid I Juletiden tog man varsler for vejret:

Julemørke gi'r sommertørke
Julesommer gi'r fastevinteren
Hvid jul gi'r en grøn påske
En mørk jul gi'r en lys lade (d.v.s. en dårlig høst)

Man tegnede Julemærker på loftsbjælken i stuen - en cirkel for hver af de tolv juledage, og dermed for de 12 måneder. Hvis det var overskyet om formiddagen 1. Juledag, angav man det ved at skravere den ene halvdel af dagens cirkel. Så mente man, at det også ville blive dårligt vejr i den første halvdel af Januar. På den måde prøvede man at lave en langtidsvejrmelding.

Ved hjælp af magi søgte man at påvirke årets avl. Man slog havens frugttræer 3 gange med ovnskydselen og sagde: "Fryd dig Kvist, Kristus er født". Ovnskydselen var en slags lang træspade, som man brugte, når man bagte brød i den store bageovn. Man gemte endeskorperne af julens brød og æltede det sammen med vand og rug, byg og havre, som man gav hestene som det sidste foder, før de blev spændt for ploven om foråret. Når man brugte ovnskydselen og endeskorperne af brødet, troede man, at man kunne sikre sig en god kornhøst, og dermed brød at spise til hele året.

Man tog også varsler for slægten. Hvis man slukkede et lys juleaften i stedet for at lade det brænde ned af sig selv, skulle nogen dø i det kommende år. Hvis man gik ud juleaften og så ind ad vinduerne, kunne man se dem, der skulle dø i løbet af året, sidde uden hoved. Hvis man fik mandelen i grøden, blev man gift i løbet af året. En slags magi var det nok også med den overdådighed, der herskede med hensyn til mad og drikke. Hvis man havde rigeligt af alting i julen, så skulle man også have nok hele året. Ved Nytårsny gik man ud i haven med penge i den ene hånd og brød i den anden, for at sikre sig nok af disse ting i det kommende år.

Folkemindeforskeren Axel Olrik fortæller i et gammelt leksikon fra 1918 – det hedder Salmonsens Konversationsleksikon. Olrik var folkemindeforsker, det vil sige han undersøgte blandt andet, hvordan folk holdt fester i gamle dage. Her er hans beskrivelse af den gamle hedenske og folkelige Jul:

Den største af alle årets fester var Julen. I almindelighed er den begyndt med Vintersolhverv og er fortsat til 8., 12. eller 20. Juledag; eller måske oprindelig, når Nyet tændtes for Julemåneden, og varede da den Månetid ud. Når Julen nævnes som Lysets Fest, antyder dette dog kun en ringe del af den virkelige Folketro. Den må rettere nævnes som den tid, da alle overnaturlige Væsener frit kan tumle sig og har større magt over mennesket end ellers. Det væsentlige punkt i Juletroen er forestillingen om et langt tog af overnaturlige væsener, der i de lange nætter drager fra gård til gård og søger at tilrane sig juleøllet og julekosten. Toget opfattes oftest som trolde, underjordiske, undertiden som de afdøde. Føreren for dette tog er sommertider Odin, ellers "Fruen" (Freja), Gudrun med hestehalen eller trolden Trånd. Troen på, at en menneskeædende troldkvinde, Gryla, med en lang hale kom som fører af "Julesvendene", var i 13. århundrede sunket ned til børneskræmsel.I julenatten kommer også de afdøde til deres gamle bolig, og alle slags troldtøj må afværges fra kvæg og ejendom. Alle skadedyr må ikke nævnes med deres rette navn, for så bliver de værre i det kommende år, men ulven må kaldes "Guldfod", musene "de lede.
Grundtanken i Julen er snarest Troldenes uhyre magt over menneskene i årets mørkeste tid; ikke en lystilbedelse, men en mørkerædsel.


Blandt Julefestens glæder var øldrikningen den ypperste; at "drikke Jul" var at højtideligholde Julen.

"Juletønden" var den bedste og stærkeste øl. Ved Juleøllet blev drukket "Minde" (skåler), i hedensk tid for de enkelte aser, i kristen tid for Gud og hans hellige mænd.. Et dyr, der var helliget guderne som offer, blev slagtet og fortæret. Efter en islandsk overlevering ofredes en såkaldt Sonegalt til Frøj om Julen, efter at mændene med hænderne på dens ryg havde aflagt løfter om fremtidig stordåd. En enkelt nyere folkeskik har bevaret dette i den form, at en læderbetrukket træfigur føres ind som Julegalt; husbond, husmoder og tjenende aflægger løfte om trofast gerning i det kommende år.

I svensk og dansk skik findes ellers galt eller buk eftergjort i brød på julebordet; når den endelig sønderbrydes, deles den ud til folk og kvæg og skaffer sundhed og frugtbarhed i årets løb.

Ikke mindre ejendommelige for Julen er de til den knyttede Lege. Den mærkeligste er den, hvor et menneske kommer ind i gildestuen udklædt som en dyrisk trold og jager efter alle. Navnene på denne Mummeskikkelse skifter efter udstyrelsens art, almindeligst er Julebuk, ellers Julevætte (med lang hale) og Hvegehors.

Legen hænger sammen med den menneskefangende Juletrold.
Juledrikken og Julegeden er de lystigheder, der giver Festen dens præg.
Andre skikke, som Juleblus af en hel træstamme på arnen, at "trille julen ind" med et vognhjul langs ad bygaden eller at "ride Julen ind", må nærmest betragtes som Ildtrolddom til at holde det onde borte med. Desuden holdes i Julen ofre og tages varsler for agerbruget. Som vi kan se af de følgende gamle beskrivelser, er julen en fest, der er sammensat af mange ingredienser - hedenske, kristne og folkelige skikke, ældgamle og næsten nye.

Juletiden har gennem århundreder fungeret som en stor magnet, der trækker allehånde nye skikke til og omformer de gamle. Kernen i Julen er nok stadig at vi søger at værne os mod kaos - mod mørket, ufreden, de onde magter.

Vi gør julerent og pynter op, tænder lys, opsøger guderne - eller Gud, fjernsynet sender hyggelige familieserier i stedet for reportager fra verdens slagmarker. Vi håber på fred og orden. I den hedenske angst for kaos - for troldenes magt over menneskene - kom det kristne budskab med en lysende stjerne og gudebarnets fødsel ind som et ordnende princip. Det skabte lys og bebudede fred i mørket.

I vore dage - hvor kristendommens budskab måske står svagt for mange mennesker - er det ikke noget under, at Julens hedenske sider vinder frem. De har jo hele tiden været der. Lysguirlanderne over gågaden, juleøllerne, gaverne, den rituelle offergang til helligstedet, overdådigheden i julemaden, det er alt sammen noget vi på en eller anden måde stadig gør for at værge os mod mørket. Ligesom de gamle nordiske hedninger er vi bange for kaos og må værge os med lys og ritualer for at slippe igennem årets mørkeste tid.