Side 3 af 3 Første 123
Viser resultater 21 til 25 af 25
  1. #21
    Guest avatar
    Bea Gæst

    Standard

    Kære Anina

    Tak for dit svar, jeg er glad for det!!!!!!!!!!!!!!!

    Jeg vil gøre som du skriver og tale med min søn om det. Jeg tror du har ret i at han ikke ser det som et problem, når jeg ikke har sagt noget. Du har ret i at jeg vil tage den mere med ro, hvis jeg ved det hele kører som det skal.

    Jeg synes mænd ofte er konfliktsky og bare tier for husfredens skyld. Dog er min søn også opdraget til at blive hørt, så jeg er heller ikke så bange for at han skal blive udnyttet. Han lader sig bare blænde af noget penge glimmer lige nu, og det har jeg altså ikke lært ham. Dog har min mand nok påvirket lidt i modsat retning, da penge også betyder enormt meget i hans univers.

    Jeg tror også at selvrespekt smitter af på mine omgivelser og jeg er også overbevist om, jeg har udstrålet selvtillid, når jeg har snakket med min søns svigerforældre. Jeg holder lidt afstand, da jeg synes de er meget negative når de omtaler andre. Den slags mennesker stoler jeg ikke på og jeg tillader også at fortælle at jeg ikke bryder mig om at dømme andre.
    Svigerforældrene har givet udtryk for at de synes det er spild af samfundets penge, jeg har læst. De forstår slet ikke hvorfor jeg har gjort det og de antyder endda at mennesker der siger de har dårlig ryg måske bare lyver, fordi de ikke gider arbejde. Jeg argumenterede og sagde, det ikke kunne lade sig gøre i dag, hvor mennesker bliver scannet og undersøgt inden de bliver tildelt revalidering eller pension. Jeg hodt hurtig inde med min snak da svigerfaderen sad med næsen i sky og stirrede lige ud i luften. Der var kold luft. Nå pyt, men alt dette sætter sit præg, når vi er sammen. Vi taler pænt til hinanden, men kun om ting, der egentlig ikke betyder så meget.

    Svigermoderen har prøvet at få mig med nogle af byens (spidser ) damer ud at gå tur hver onsdag, men det hat jeg ikke lyst til og hun har også opgivet at snakke om det. Jeg er mindst 13 år yngre end disse damer og har slet ikke de samme normer og de har ikke samme tilgang til livet. Det er søde damer ( det er ikke alderen der skræmmer mig), men de ikke nogen jeg vil være sammen med hver onsdag i flere timer. Jeg kan godt indrømme, at jeg hader sladder, fordi jeg ved hvor ondt det kan være, og jeg nægter at se ned på andre, der har det slemt nok i forvejen.

    Måske er jeg lidt for tilbageholdende, men jeg har mine meninger, og i de fleste tilfælde tør jeg også godt stå ved dem.

    Nå det var lidt tanker omkrin min søns svigerfamilie, og jeg er glad for du lægger "øre" til.

    Knusere fra Bea

  2. #22
    Registreringsdato
    Mar 2006
    Lokation
    Fyn
    Alder
    76
    Indlæg
    1,106

    Standard

    Jeg har heller ingen døtre, og bliver derfor aldrig mormor - desværre.

    Jeg er glad for at være farmor - jeg elsker mine børnebørn over alle grænser, MEN - jeg tror nok, et eller andet sted, er jeg en smule misundelig på mormor, for det er jo hende, min svigerdatter henvender sig til, ikke mig.

    Min svigerdatter er en utroligt sød pige. Min søn og hende er de perfekte forældre, mit barnebarn er harmosnisk og vokser op i sunde, naturlige omgivelser, så hvad kan man ønske sig mere?

    Jeg kunne aldrig finde på at blande mig i deres forhold eller i deres måde at opdrage deres barn på, for det har jeg intet at udsætte på. Min søns svigerfamilie er stor, min svigerdatter har 2 søstre som har børn i samme alder som mit barnebarn, så de ses mange gange tiere, end vi ser dem, for vi er bare os to, min mand og jeg, og derfor ikke helt så underholdende at være sammen med.

    Min søn har svogre, som er blevet hans venner, og min svigerdatter har sine søstre og sine forældre, og er de unge i Nordjylland, hvor hun kommer fra, foregår der en hel masse i deres tætte fællesskab - et fællesskab, som vi slet ikke kender i min familie, da vi er spredt for alle vinde. Hele hendes familie bor alle i en radius af max. 10 km fra hinanden.

    Egentlig burde jeg ikke have noget at klage over, men alligevel føler jeg mig sat ud på et sidespor. Jeg rejser gerne op til dem for at være sammen med dem og barnebarnet, når de en sjælden gang har brug for en barnepige. Jeg nyder, når lillepigen må blive hjemme fra børnehaven et par dage, og hun og jeg så bare hygger os sammen.

    Det jeg har det lidt underligt med, er forholdet til min søde svigerdatter. Faktisk har vi ikke noget forhold til hinanden overhovedet. Hun er en veluddannet og dygtig pige med en lovende karriere foran sig. Måske føler jeg mig underlegen? Hendes forældre er "godt ved muffen" - vi er fattigrøve, der ikke kan hjælpe dem økonomisk - her føler jeg mig måske også lidt underlegen? Eller ja, det gør jeg, for jeg ville intet hellere end også at kunne hjælpe dem økonomisk, men det kan jeg ikke.

    Min søns far lever ikke mere, og min søn accepterer først min nuværende mand nu, hvor han er blevet voksen, men så heller ikke mere. Det er således også for det meste kun mig, der rejser op til dem, når det drejer sig om flere dage. Min mand gider kun med, når vi kan tage hjem samme dag, og det er jo ikke så ofte, det sker.

    Vi "snakker" aldrig sammen min svigerdatter og jeg. Hun henvender sig aldrig til mig, og forsøger jeg at få en samtale i gang mellem os, ignoreres jeg, eller hun svarer med enstavelsesord. Der bliver aldrig drøftet noget som helst - der bliver kun talt "small talk"! Sidder vi og hygger os, bliver jeg aldrig inddraget i en samtale. Så er det enten min søn og jeg der taler sammen eller min søn og min svigerdatter - aldrig os alle tre. Det ligger så langt fra, hvordan jeg er i min hverdag. Jeg er udadvendt og interesseret i, hvad der sker omkring mig, og jeg elsker en god latter, en dyb, god snak eller en meningsudveksling om det, der foregår i samfundet.

    Jeg havde håbet, det med årene ville blive anderledes, men det er der ikke meget, der tyder på. Jeg har nogle gange nævnt mit problem for min søn, men han siger, at det er fordi hun er nordjyde, og de snakker kun åbent og fortroligt indbyrdes i deres egen familie.

    Tja, det kan jeg jo ikke gøre så meget ved, men det gør mig alligevel ked af det, og jeg føler mig stækket, for jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke er mere interesseret i at lære mig at kende som svigermor. Det er som om hun har nok i sin egen familie. Jeg har taget imod hende med åbne arme og aldrig lagt skjul på, at jeg synes hun er en dejlig pige og god kone for min søn, og det er bestemt ikke, fordi jeg har skubbet hende fra mig eller "omfavnet" hende for meget.

    Det var i sin tid noget helt andet med min ældste søns, nu fraskilte kone. Hun havde ingen forældre, og hun lukkede mig ind lige med det samme. Desværre blev de jo skilt efter kun godt tre år, så hende "mistede" jeg jo sammen med mit ældste barnebarn. Godt nok har jeg forbindelse til hende i dag, men det er jo ikke som svigermor/svigerdatter, men som mor til mit barnebarn og jeg som farmor. Det er noget helt andet og meget mere overfladisk.

    Alligevel har jeg det jo et eller andet sted godt med, at den lille familie trives så godt, så jeg må jo bare acceptere tingene, som de er og nyde bare at være sammen med dem.
    Alder er som at bestige et bjerg - man bliver nok lidt forpustet, men man får en langt bedre udsigt!

  3. #23
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    BORNHOLM
    Alder
    63
    Indlæg
    599

    Standard

    Jeg ¨år det helt dårligt af at læse jeres indlæg, som svigermødre til piger.
    Jeg har også drenge og vil om føje år være i samme situation som jer.
    Det må være uhyggeligt svært, at afgive det dyrebareste man har og jeg ved jeg vil få svært ved det, fordi det som regel altid er pigens forældre der er i højeste kurs, sådan er det bare.
    Jeg ville da selv hellere spørge min mor end en "fremmed" kvinde til råds med barnepleje og samliv o.s.v så jeg gruer meget for om kemien med sønnernes valg kommer til at matche min kemi.
    Det Anina skriver med at lære sønerne at man skal have medbestemmelse, det håber jeg man hen ad vejen har bibragt dem, men alligevel så tror jeg ikke det hjælper stort, for i forelskelses fasen bliver mange vaner til sædvaner og de fleste steder er det pigen der har noget at skulle have sagt.
    Mange mænd tier for husfredens skyld tror jeg, jeg behøver bare at se på min egen bror, han har i hvertfald ikke bukserne på i det forhold. Hans er gift på 28 år med en pige som er 4 år ældre, hun er meget fornæret, hvilket aldrig har ligget til bror, før han mødte hende var han meget large med gaver o.l nu er det lige før han skal gøre rede for hver 5 øre han giver ud.
    Med tiden er det som om det bliver værre og værre med hende, vi andre taler indbyrdes om problemet, men det er hans valg og det kan ingen hjælpe ham med.
    Vi kan kun håbe han er lykkelig, selvom det er lillemor der bestemmer, hvad og hvornår.
    Knus Biddi
    Biddi fra Bornholm

  4. #24
    Guest avatar
    Bea Gæst

    Standard

    Pyh - ha jeg får også sved på panden, Mn søn kom også sammen med en pige i fem år, der var skilmissebarn ( levet skiftevis med far eller mor i forskellige forhold). Jeg kom til at elske hende som en af mine egne. De boede her en lang periode og min forhenværende svigerdatter kunne godt finde på at købe slik, så skulle vi sidde i sengen og se TV. Hun elskede også os, og vi stortudede, da de endelig langt om længe gik fra hianden. De holdt meget af hinanden, men de var forskellige i alting. Min forhenværende svigerdatter læste og fik en høj uddannelse. Min søn kunne ikke klare sig verbalt og de skændes så det bragede. De slog op og kom sammen igen, jeg ved ikke hvor mange gange. det duede ikke, det kunne vi alle se, men det var sgu svært alligevel. De kunne ikke lade hinanden gå, men skændtes når de var sammen.

    Det Anne skriver om hendes forhenværende svigerdatter får mig til at tænke på om unge piger fra splittede familier savner det trygge familieliv, som de ikke selv har haft og på denne måde bliver de mere knyttet til deres svigermor.

    Pyh - ha Anne hvor er det synd for dig, og jeg synes altså ikke din svigerdatter kan være det bekendt. Dog forstår jeg godt du ikke vil blande dig. Jeg kan godt mærke at det er noget der gør ondt og jeg forstår Biddis betænkeligheder. Der er ikke andet at gøre end at snakke med vores sønner og være glade hvis de har det godt. Det er ikke til at holde ud, hvis man blir uvenner.

    Min svigerdatter vil heldigvis godt snakke med mig og tiltaler mig pænt. Det der nok også går mig på, er at hendes forældre er gavmilde hvad penge angår og at det påvirker min søn med al det " glimmer".

    Jeg ville selvfølgelig gerne kunne give mine børn noget mere materielt, men jeg er af den faste overbevisning, at de har godt af at lære at tjene deres penge selv. Hvis de virkelig kom i nød, ville vi gøre alt for at hjælpe vores unger og svigerbørn.¨

    Når jeg tænker på min datter skal jeg også minde hende på, hvor glad hendes svigermor er for Møvs. Hun kan nemlig heller ikke så godt med hendes svigermor. Hun prøver alt hvad hun kan, men hun siger, det er svært. Det er meget lettere og være mig end svigermor. Hvor uretfærdigt!!!!!!!!

    Jeg tørrer virkelig panden for sved, for her er et emne som trænger til at blive beslyst og gode råd er en mangel vare.

    Jeg tror altså også kvinden er den, der mest får sin vilje i et parforhold. Mænd er mere konfliktsky. Dopg må vi ikke glemme at gøre som anina har gjort, at fortølle at i et parforhold skal man være ligeværdige og hjælpe hinanden, respektere hianden og hinandens oprindelse og bagland.

    Nå jeg skal us og kikke til aftensmaden.

    Ses

    Tanker Bea

  5. #25
    Registreringsdato
    Mar 2006
    Lokation
    Fyn
    Alder
    76
    Indlæg
    1,106

    Standard

    Nu må mit indlæg ikke opfattes, som om min svigerdatter ikke behandler mig ordentligt, for det gør hun helt bestemt. Jeg er måske også lidt gammeldags i min opfattelse af en svigerdatter - jeg havde nok håbet på det samme forhold til hende som jeg havde til min ex-svigerdatter, og så blev det stik modsat.

    Som jeg har skrevet tidligere, kan jeg rigtig godt lide hende, og hun er en perfekt mor for mit barnebarn og en dejlig kone for min søn. Jeg VED, at de er utroligt glade for hinanden, så der er ikke noget at klage over.

    Det er bare den åbenlyse afstandtagen jeg ind imellem har svært ved at klare. Jeg ville gerne have lidt mere nærvær, når vi endelig er sammen, for det er der virkelig ikke meget af. Jeg prøver at vende det til noget positivt - jeg prøver at overbevise mig selv om, at grunden til hendes tavshed og tilbageholdenhed er, at hun vil "overlade" min søn og mit barnebarn til mig, de sjældne gange, vi ses. Jeg håber, det er sådan - bare lidt! :P
    Alder er som at bestige et bjerg - man bliver nok lidt forpustet, men man får en langt bedre udsigt!

Side 3 af 3 Første 123

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind