Side 1 af 3 123 Sidste
Viser resultater 1 til 10 af 27
  1. #1
    Guest avatar
    louise Gæst

    Standard Jeg er så pirrelig og uligevægtig

    Bemærk venligst. Denne tråd er den anden del af tråden: "Hvor køber jeg ProgestaCare", som er blevet delt da den udviklede sig "off topic". "Moder-tråden" findes her: http://www.overgangsalderen.net/foru...g-ProgestaCare

    Citer Oprindeligt indsendt af Anina
    Citer Oprindeligt indsendt af louise
    ...efter at jeg snart har fået lagt mig med ud med alle og enhver, fordi jeg er så pirrelig og uligevægtig.
    Hej Louise

    Du trænger bare til masser af knus og andres stille accept af, at du lige pt. har det, som du har det.

    Det vigtigste er, at du ophører med evt. selvbebrejdelser og selvkritik. Meddel dine omgivelser, at det er en ny situation du først må have tid til at lære at forholde dig til.

    Det er som at komme i puberteten for anden gang. Selv uden cremen eller hormontilskud, skal man have plads og tid til at lære sig selv at kende igen og efter nogen tid vil man opdage, at selv om man opfører sig anderledes - i hvert fald indtil videre - er man altså den samme person som man altid har været og her er det ikke nødvendigt at kvittere med utryghed og angsten for, aldrig at komme til at genfinde sig selv igen.... for det gør man før eller siden.

    En ting er dog vigtigst at skrive sig bag øret. Før man forlanger den nødvendige space af andre - må man kunne give sig selv den nødvendige plads først og dette helt uden samvittighedskvaler overfor sine nærmeste. Til syvende og sidst er det, ikke mindst i deres egen interesse, at du kommer så ubesværet som muligt gennem denne fase. Der er nok at strides med i sit indre versus hormonerne. At man oven i dette også evt. skulle slæbe på dårlig samvittighed eller pålægges denne udefra - ja, det er ikke acceptabelt. Du får hænderne fulde nok af, bare at komme igennen dagene, indtil selvhjælpen begynder at virke.

    Du kan altid komme her og skrive, hvis tingene topper og du evt. trænger til at "rense ud".

    Håber at du får en rimelig weekend

    Hilsen. Anina
    Hej Anina.

    Er lige kommet hjem og ser dit svar til mig. Og så er jeg da lige ved at tude igen!
    Tak for dine søde ord, det varmer midt i elendigheden. Men det er godt nok svært ikke at kunne genkende sig selv og ikke kunne være i sin krop. Jeg er ellers den, der holder hovedet koldt og kan klare det hele. Den rolle kan jeg vist godt glemme. Jeg er sikker på, at jeg ikke får en Bodil for min åbenbart nye rolle :-)

    Mange hilsener og god weekend
    Louise

  2. #2
    Registreringsdato
    Apr 2005
    Lokation
    københavns amt
    Indlæg
    849

    Standard

    Hej Louise jeg kender godt det der med at homonerne svinger! det er bare lidt anderledes for mig ,da jeg fik en efternøler for 2 år 4 mdr siden .

    Der begyndte mine homoner at flippe helt :twisted: ud og de har ikke rigtig kunne finde ud af det ,men nu tror jeg at de´er ved at finde ud af det for jeg har haft det bedre en jeg har haft det længe, håber at det bliver ved.

    Jeg ved godt at jeg har alderen 46 1/2 år ,så det varer nok ikke så længe før det rigtig begynder med overgangsaldren hvis det ikke er begyndt? Men denne gang har jeg ikke mærket noget særligt til det så det nyder jeg.

    Jeg kan godt forstå din frustration over ikke at kunne styre sine følelser og reaktioner ,(det kender jeg godt alt for godt til!!! ) Jeg vil sådan håbe at du får glæde af denne creme og jeg er spændt på at følge med i det .Hold ud det kan kun blive bedre knus laura
    Hvor intet vover intet vinder

  3. #3
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Standard

    Citer Oprindeligt indsendt af louise
    Jeg er ellers den, der holder hovedet koldt og kan klare det hele. Den rolle kan jeg vist godt glemme.
    Hej igen - Louise

    Nope! "Den" rolle kommer du ikke til at glemme, og det skal du heller ikke.... selv om dette er netop denne rolle, der lige pt modarbejder dig, da du konfronteres med noget, der ikke lader sig styre og kontrolere, som du ellers er vant til at kunne med alt muligt andet, i tidens løb og indtil nu.

    At være selvstændig og selvhjulpen er ikke noget, der bare kan forsvinde som dug for solen... du mister det først når du har opgivet det selv - men der skal måske en ny måde at se på sig selv til først, så du kan bevare dine slidsomt erhvervede egenskaber, denne gang for all fremtid....

    I min optik er styrken, den ægte af slagsen - når man kan lade den komme an på en prøve eller flere og kommer igennem genvordighederne med sig selv i behold.... Det jeg oplever hos dig, som værende "svækkelse" er ikke tabet af din indre styrke, men frygten for at miste den og for det ukendte.

    Styrken og frygten for det ukendte hænger sammen. dvs. at når du ikke længere (mener du) kan stole på din styrke - vil frygten for det ukendte (en selv + fremtiden) melde sig på pletten med det samme og således er du pludselig omringet fra alle sider og så ruller snebolden nedad.

    Løsninger kan der være lige så mange som der er os, medtagede kvinder midt i kriserne.... men en meget stor betydning for enhver hænger meget tæt sammen med, hvordan vores omgivelser forholder sig til vores (midlertidige!!) problem og der, hvor jeg føler mig noget udtryg på dine vegne er, at jeg ikke har en fornemmelse af, at dine omgivelser er klar over hvad du går igennem og derfor kan heller ikke fortælle dig at det er "i orden" med dem.

    Jeg tror, at du bliver nødt til at tage din mand på tomandshånd, måske ud på landet med en madkurv, hvor I kan være jer selv... og med en omhyggeligt forberedte (af dig) dagsordenen i lommen - kan I holde et møde, hvor du taler meget frit fra leveren (ingen bebrejdelser, ingen kritik, bare din redegørelse om dit befindende) og ikke mindst - at du aktivt skaber space for din mand, så han lige så frit kan fortælle dig hvad han føler og frygter for sig selv, som følge af de forandringer du er udsat for lige nu.....

    Det kan godt være, at du ikke skal forvente dig det helt store ud af det ene møde og bør evt. aftale den næste udflugt kort efter igen.... mændene er så "fikst" indrettede, at de helst skal have et synligt (for dem) mulighed for at kunne trække dem tilbage og tænke tingene igennem, før de kan levere et svar på et spørgsmål eller forholde sig til et krav. Dette er en slags naturlov og at kæmpe mod netop dette behov hos mænd - er omsonst. Til gengæld - når de får lov til at tænke sig om og overveje tingene - er de forbløffende ofte til at tale med i den sidste ende.... så få tøjlet dit evt. hastværk og giv ham tid til at fordøje, hvad der kan være lige så tungt og utrygt for ham at beskæftige sig med, som det er for dig..... han har bare ikke alle de "redskaber" du har og derfor er "en betænkningstid" for ham en ret så afgørende faktor, i hvert fald hvis han ligner andre mænd bare en smule.

    Måske burde netop sådan en afklaringsproces jer to imellem være det første, nødvendige trin hen imod det, du så efterfølgende skal til, for at genfinde dig selv - uanset om cremen vil virke hurtigt eller langsommere.

    Når du først ved du har dit bagland med dig - vil alt andet føles tilsvarende nemmere.

    He, he..... her skriver jeg en masse og pludselig går det op for mig, at jeg ikke kender en disse til dit liv og hvad med, hvis du slet ikke har en ægtemand eller familie på samme måde , som de fleste..... eller noget helt tredje.... jeg må hellere stoppe indtil jeg evt. ved, om jeg overhovedet er på rette spor

    Du er også velkommen til at bede mig om at blande mig helt udenom. Det ville være forståeligt, alt andet taget i betragtning - så bare sig til, hvis jeg er "bare for meget"

    Hilsen, knus og god (trods alt) weekend
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  4. #4
    Guest avatar
    JS Gæst

    Standard

    Kære søde Louise

    Jeg er jo nok lidt ældre end du, men jeg husker godt dengang jeg selv begyndte at forandre mig, jeg blev også pirrelig og uligevægtig spørg bare min mand og jeg følte, at jeg slet ikke kunne kende mig selv.

    Havde svært ved at overskue bare det at få to mennesker til kaffe, og lave mad til gæster blev jeg helt usikker på, trods det at jeg vidste, at jeg var god til det. Det var som om usikkerheden bredte sig og jeg var altid i tvivl om jeg var god nok, gjorde det godt nok sagde de rigtige ting og o.s.v. samtidig med at jeg vrissede af mine omgivelser.

    Men den periode lærte mig også mange ting om den nye person jeg var ved at udvikle mig til, for på en eller anden måde tror jeg aldrig, man bliver helt den samme igen, men det betyder ikke at det bliver en dårligere person tværtimod så gik jeg ud af overgangsalderen som een der mere turde være ærlig og tro mod mig selv hvis du forstår....

    Jeg tror det er vigtig, at du overfor de venner og familie du føler du lægger dig ud med er ærlig og oprigtig, så de er klar over at du er inde i en periode som for dig kan være svær.

    Det er en ny epoke i sit liv, og jeg husker den som et opgør mod flinkeskolen og et opgør mod den service som jeg altid havde ydet i familien som en selvfølge. Så jeg fandt ud af efterhånden, at når andre opfattede mig som pirrelig og opfarende så var det bare min måde - en ny måde - at sige fra på. Dette opfattede min mand dengang som noget underligt noget, sådan havde jeg jo aldrig "opført" mig før. Men han blev klogere og i dag har vi et meget ligeværdigt forhold på alle punkter.

    Mange tanker, knus og kram JS

  5. #5
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Standard

    Citer Oprindeligt indsendt af JS
    Men den periode lærte mig også mange ting om den nye person jeg var ved at udvikle mig til, for på en eller anden måde tror jeg aldrig, man bliver helt den samme igen, men det betyder ikke at det bliver en dårligere person tværtimod så gik jeg ud af overgangsalderen som een der mere turde være ærlig og tro mod mig selv hvis du forstår....
    Sikken et fint indlæg - JS

    Alt det jeg flottede mig med at skøjte (for) hurtigt over - har du taget hånd om... helt ærligt... tak for det Søde. Det var lige det, der manglede i hele min, ellers velmente tirade....

    Louise

    Man kan ikke komme helt galt afsted, når man lytter til JS. Det kan du lige bande på
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  6. #6
    Registreringsdato
    Jul 2006
    Lokation
    Kbh
    Alder
    57
    Indlæg
    863

    Standard

    Hej Louise
    Jeg er selv helt ny i overgangsalderen ( det kom snigende ) og kan også blive helt forskrækket over hvad der sker med mig, det er dog ikke så slemt endnu ( håber heller ikke det bliver det ) hedeturene klarer jeg med ventilartor og pinex Det jeg har det værst med er at jeg bryder sammen og tuder konstant og gerne på de forkerte tidspunkter, hvor jeg ikke kan gemme mig feks. ved lægen... Spørger han mig om hvordan jeg har det så begynder jeg at tude ( pinligt ) eller på kommunen Jeg bliver helt forskrækket over at jeg kan sidde og hygge med min datter på 11 år og som trold af en æske så snerrer og bider jeg af hende, vi har selvfølgelig talt om at der sker noget med mig lige nu, men det er begrænset hvad et barn forstår selvom at hun prøver.

    Sådan noget som at holde hus og hjem har aldrig været et problem for mig, det er nu fuldstændigt uoverskuligt, og kan rask væk tage flere dage at komme igennem, gæster har jeg ikke lige overskud til, jo hvis de selv hjælper til... jeg har altid været et selskabsmenneske, nu vil jeg helst "gemme" mig hjemme.
    Hvis jeg skal sige noget godt om det så skulle det lige være at min mense KUN kommer hv 3 md ca.
    Så måske kan vi udveksle erfaringer som tiden skrider frem ?

    Rigtig god weekend!
    Knus fra Helle

  7. #7
    Guest avatar
    louise Gæst

    Standard

    Kære Js - og alle andre, som er søde og opmuntrende. Jeg er nødt til at svare Jer alle i samme indlæg, for jeg kan ikke helt finde ud af at besvare hvert enkelt indlæg endnu. Og nej, der er ingen, der er "for meget".
    Jeg må vist afsløre lidt om mig selv. Jeg er 53 år og Anina, jeg har altså ingen mand. Det var ellers en god ide med madkurven og skovturen, men puha, jeg blev da helt stresset af også at skulle finde en mand :-)
    Jeg har et job, som jeg hidtil har været meget glad for, nu er jeg, som mange andre, midt i det store omstruktureringsshow. Og jeg har ikke kræfter til det, men jeg har heller ikke kræfter og overskud til at søge noget andet. Er vel i øvrigt heller ikke særlig attraktiv på arbejdsmarkedet med min alder.
    Desværre har jeg heller ikke mange børn og børnebørn, men må "nøjes" med en dejlig søn på 25 år.
    Veninder og venner har jeg mange af, men de fleste er lige lidt yngre end mig, og ingen er plaget af gener som mine.
    Det har jeg heller ikke været i ekstrem grad før en hospitalslæge (oveni alt det andet har jeg en stofskiftesygdom) overtalte mig til at tage et hormontilskud. For så fik jeg det nok bedre, mente hun. Jeg spiste pillerne i en meget, meget kort periode, da jeg fik helt utroligt ondt i brysterne. Det er nu flere måneder siden, jeg holdt op, og jeg får det stort set kun værre. Ondt i brysterne, og det gør virkelig så ondt, at jeg vågner. Pletblødninger, træthed, ingen appetit og et humør som jeg selv nærmest oplever som noget nær sindssyge. Det eneste, jeg ikke lider af, er hedeture!
    Så JS, jeg kan genkende det du skriver om manglende overskud. Gæster er ikke noget jeg overhovedet kan tænke på og mad får jeg nærmest kun, når nogen laver det til mig. Usikkerheden kan jeg også genkende - og det er ellers ikke noget, jeg har været plaget af tidligere.
    HVORNÅR BLIVER DET BEDRE???

    Og så lige til Laura. Sikke en start på overgangsalderen med en baby! Det er garanteret både fantastisk og hårdt på en gang, kunne jeg tænke mig. Men mest synes jeg nu, at du er heldig at få lov at opleve sådan en gave igen. Og den alder han/hun har lige nu, er bare den allerallersødeste!

    Kærlig hilsen til Jer alle
    Louise

  8. #8
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    67
    Indlæg
    5,271

    Standard

    Citer Oprindeligt indsendt af louise
    Jeg må vist afsløre lidt om mig selv. Jeg er 53 år og Anina, jeg har altså ingen mand. Det var ellers en god ide med madkurven og skovturen, men puha, jeg blev da helt stresset af også at skulle finde en mand .

    Jeg har et job, som jeg hidtil har været meget glad for, nu er jeg, som mange andre, midt i det store omstruktureringsshow. Og jeg har ikke kræfter til det, men jeg har heller ikke kræfter og overskud til at søge noget andet. Er vel i øvrigt heller ikke særlig attraktiv på arbejdsmarkedet med min alder.

    Desværre har jeg heller ikke mange børn og børnebørn, men må "nøjes" med en dejlig søn på 25 år.
    Hmm... så var det kun heldigt, at jeg stoppede mig selv i tide.... (eller gjorde jeg )...

    Velkommen i klubben Jeg er også 53 år, enke på 30. år og med en voksen søn på 30 år. He, he... også jeg er stofskifte-sild efter at jeg, letsindigt lod dem skære i min skjoldbruskkirtel for ca. 27 år siden... men det er stof til en anden kategori/tråd. Alt i alt og sammen med overgangsalder + "omstruktureringen" indenfor det offentlige (formoder jeg) - kan det i fælleskab danne en massiv belastning nu, hvor selv en enkel ville være mere end nok.

    Vi skrives ved Søde... Når du får tid og overskud - kan du øve dig i at citere m.m. nede i Test-forummet, hvor du selv kan slette dine "forsøg" eller bare lade dem stå, hvis du skal bruge assistance og har spørgsmål til netop (selv)betjeningen her på forummet.

    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  9. #9
    Guest avatar
    JS Gæst

    Standard

    Hej Louise

    Du spørger om hvornår det holder op, her bliver jeg dig nok svar skyldig, det er jo en lang proces, hvor man skal lære sit nye jeg at kende, og lære at tackle sig selv på en anden og ny måde

    Jeg startede med at læse alt hvad jeg kunne finde om overgangsalderen, men det hjalp mig ikke en hylende fis, men det er jo også nogle år siden – jeg er 61 år – det kan jo være at der er kommet noget bedre i dag. Men jeg begyndte at cykle, gå lange ture i naturen - der tænker man så godt, og så kastede jeg mig over bøger… især og gerne socialrealistiske romaner… nogle jeg kunne tænk og reflektere over, og ikke mindst begyndte jeg at forkæle mig selv. Jeg prøvede at blive bevidst om egne behov, førhen havde jeg jo tænkt meget på familiens behov, men jeg havde jo heller ikke mindreårige børn mere. Jeg har i dag to piger på henholdsvis 33 og 26 år og to dejlige børnebørn en dreng på 4 år og en lille pige på kun en mdr.

    Jeg fornemmede at kroppen langsom vænnede sig til min nye hormonsituation, men der er jo ikke to kvinder, der har det ens, det ved jeg godt, men jeg kom til at holde af mine hedeture, gik ind i dem og accepterede dem som mine. Jeg begyndte at sige til og fra, for trods alt er andre i ens nærhed ikke tankelæsere, heller ikke ens mand og hvis man vil have nogle behov dækket må man lære at åbne munden.

    Fortvivl ikke Louise, du kommer videre og hele tiden et skridt nærmere dig selv, jeg har sådan en lille naiv mening om, at vi ofte selv har svaret på mange af vores problemer, men skal bare have et lille skub.

    Knus JS

  10. #10
    Guest avatar
    louise Gæst

    Standard

    Kære JS.

    Jeg håber du har ret i, at man kommer videre. Der er da i hvert fald noget, der tyder på det, når man følger debatten her.
    Jeg tror, at Anina har ret, når hun skriver, at det sværeste er at erkende sin egen svaghed.
    Jeg er kun mig selv, så jeg er ret god til at sørge for at forkælelse til "mig". Og for ikke ret længe siden var min største fornøjelse at gå lange ture, det har jeg bare ikke kræfter til i øjeblikket. Så ingen trøst der!
    Bøger, som ellers er min store lidenskab, interesserer mig faktisk heller ikke lige nu. Og slet ikke de socialrealistiske, jeg har hele min arbejdsdag fyldt med socialrealisme...Egentlig er jeg mest optaget af min egen elendighed, og derfor har jeg heller ikke lyst til at være sammen med andre. For jeg kan ikke holde mig selv og min jammer ud, så det vil jeg heller ikke byde andre. Ud over, at jeg jo er så selvcentreret, at jeg næsten ikke orker at interessere mig for andre mennesker!
    Tja, sikke en gang jammer og ynk herfra.
    Nu vil jeg trods alt gå i seng med en bog - dog en kriminalroman. Og med den trøst, at der er nogen i dette forum, som både orker at lægge øre til og komme med et trøstende ord.
    Endnu en gang tak for det.

    Kærlig hilsen
    Louise

Side 1 af 3 123 Sidste

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind