Viser resultater 1 til 6 af 6
  1. #1
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    68
    Indlæg
    5,271

    Standard Hvor længe skal man leve?

    Jeg har set en TV-udsendelse på svensk tv fornyligt... og et par andre på DR om livet på et plejehjem for meget gamle, meget syge og meget demente mennesker.

    Helt ærligt.... hvad skal man klamre sig til livet for, når man er blevet så medtaget, at man ikke længere kan tage sine egne beslutninger og er overladt til andre menneskers pasning og pleje... når man ikke længere kan genkende sin familie og er stort set en "fremmed" for sig selv og sine.

    Pablo Casals, en verdensberømt cellist havde i sine sidste år ikke kunnet genkende sin familie og/eller sine plejere. Han var total grønsag i døgnets 22 timer - undtagen de sidste to.... når han havde sat sig til sin cello - spillede han hver eneste dag, i samfulde 2 timer.... en mand på tæt de hundrede år og ellers dement, så han ikke kunne genkende sit eget spejlbillede - denne mand spillede guddommeligt og alt i hans nærhed forstummede af beundring.... og alle slap hvad de havde i hænderne, de satte sig hvor de ellers stod og lyttede med sammenfoldede hænder....

    Hans ansigt lyste op, årene raslede af ham for øjnene af de mennesker, der omgav ham; han kunne fremkomme med små, fornuftige og rette bemærkninger til det han så i sin nærhed - og ellers spillede han det bedste han kunne.... og det var i verdensklasse, hver en node og hver en lyd.....

    Da han døde i oktober 1973 - gik verdens kunstnere og celloelskere i sorg der ingen ende ville tage og de mennesker, der passede ham igennem hans sidste år - blev for livet mærket af hans musik og hans levende personlighed, der tittede frem 2 timer hver dag, selv om han ellers var dement igennem mange år forinden.


    Og så er det, at jeg ser denne enorme forskel mellem denne demente kunstner dengang og de gamle, syge og demente i dag - ingen rigtig falder i staver over, ingen beundrer selv om der sikkert er masser af gode grunde til, hvis vi bare kendte til dem.... ingen gør en seriøs plads til, at de kunne udføre, hvad de altid var gode til og derved fortsat kunne opnå en følelse af nytte, værdi og selvrespekt.... De pleje- og boforme vi har udviklet til de gamle - kommer vi selv til at hensygne i en skønne dag.... eller gør vi?

    Jeg har spurgt mig selv ofte på det sidste, hvad skal jeg gøre med resten af mit liv, så det ikke fører mig ind i systemet og dennes begrænsninger? Hvor svækket skal jeg blive, før jeg skal selv tage vare på min egen bortgang og og hvilken boligform bør jeg stræbe efter, så jeg kan tilbringe alle mine dage i selvstændighed, men ikke isoleret fra mine omgivelser - hverken mentalt eller fysisk? Og frem for alt, hvad skal der til for at mit liv skal nytte til den allersidste dag?

    Skal jeg kalde gamle "udestående tilbage og kræve min ret til at være med i tilværelsen, tæt på min familie? Eller skal jeg lade dem slippe og finde ud af at bygge et selvstændigt liv op, selv om det er tættere på enden end begyndelsen?

    Ja, det er mange spørgsmål det sikkert vil tage år at besvare.... men skal det lykkes at fastholde og bevare værdighed og nytte - er det ikke en dag for tidligt at stille dem og håbe på, at tilværelsen kommer med svarene, før man ikke længere er i stand til selv at udgrave fundamentet til det nye "hus".

    Jeg er sikkert ikke den eneste, der tænker disse tanker, men skal sandheden helt frem - er det meget sjældent, at jeg hører andre tale om det life.... som om man vil tige det ihjel og i stedet tage en dag ad gangen. Det vil jeg også gøre den dag mit "hus" er bygget og jeg har skabt de rammer, jeg kan leve i for resten af livet.....

    For en ting er sikker som amen i kirken - jeg skal ikke på et plejehjem og blive passet af andre, og leve med min egen ydmygelse, og gå med ble, og spise hvad andre havde bestemt jeg skal, og ligge i sengen når klokken siger jeg skal, og være for svag og syg til at kunne kunne bruge mig selv, mine erfaringer og mine tanker. Uden disse kan jeg ikke se, at jeg har noget liv værd at leve, så jeg må hellere forberede mig til at leve mest muligt indtil jeg endnu selv kan tage vare på at afslutte det med værdighed.

    Er dette for tungt et emne, eller er der nogen der tør kommentere?
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  2. #2
    Guest avatar
    Sisse Gæst

    Standard

    Ja, men lige nu bare for en kort bemærkning. Jeg har i tidens løb passet masser, der aldrig nogensinde skulle plejes og passes af andre, nogen fordi de, lidt naivt mente at det skulle ægtefællen nok klare, eller børnene.

    Andre har tænkt at de skavanker de fik, ville gå over, og ikke som det gik, at de blev flere og værre.

    Jeg personligt mener ikke der er "noget at leve for" når man sidder dement, ikke aner om det er forår eller vinter, ikke fatter en hujende prut, når personalet slæber et grantræ,-hvis de ellers ved det er en gran,- ind i stuen.

    Alligevel,- jo engang imellem stråler øjnene, og den demente udviser glæde,- omend kort. Hvad nøjagtig den demente føler for, det ved man ikke. At vi som samfund så, efter min mening, har en vanvittig måde at tage vare på vores ældre på, er en anden sag,- og den kommer jeg da nok også tilbage til en anden dag, i en anden tråd. Men vi der er blevet mere forvente end vores tids ældre er, skal tage os gevaldigt sammen. Nu. Hvis vi skal få det som ældre som vi gerne vil.

    Ingen bliver så demente at de intet kan, fra den ene dag til den anden, og selvom de længe inden det kom så vidt, godt inderst inde har vidst hvilken vej det gik,- så har de intet gjort, der kunne forlede én til at tro, de ikke ønskede at tage det sidste med af livet.

    Jeg tror virkelig at der er mange der i rask og sund tilstand mener det, når de siger de vil dø for egen hånd, hvis svær sygdom skulle ramme dem. men jeg tror ligeså sikkert at det er et fåtal der virkelig gør det.

  3. #3
    Guest avatar
    JS Gæst

    Standard

    Ja Anina jeg tør godt...

    De tanker om ”hvor længe vil jeg leve” som du her bringer til debat, har jeg også tit tænkt over, men det er svært at vide, hvad man egentlig selv ville gøre hvis og hvis…

    Jeg er også den der højt siger… jeg vil ikke på plejehjem og ende min sidste tid der… jeg vil ikke ende som en grønsag… jeg vil have et værdigt liv til det sidste…

    Men jeg ved jo også godt, at hvor skulle jeg ellers ende, hvis jeg en dag ikke kan tage vare på mig selv, end på et plejehjem, der er jo ikke andre muligheder, da jeg jo ikke skal flytte ind hos mine børn.

    Den tanke om at gøre en ende på sit eget liv har jeg da også, men jeg er bange for at man hele tiden ville udskyde øjeblikket og til sidst ende der, hvor man ikke engang kan gøre det.

    Lige nu sidder jeg og gør mig tanker om hvad uværdighed er, for det at blive dement eller senil er der jo faktisk ikke noget uværdigt ved, ligesom der jo heller ikke er noget uværdigt over at skulle gå med ble. Men det uværdige for mig er den behandling de demente og senile og andre svage grupper får i vores samfund, for hvis der var den rigtige pleje, den varme omsorg og en stor respekt for hver enkelt menneske på vores plejehjem og andre steder i behandlersystemet, mener jeg ikke at den sidste tid behøver at blive en uværdig tid.

    Jeg tror at hvis vi f.eks. går ind for dødshjælp (jeg er både for og imod) enten for egen eller fra anden hånd, så vil den måde vi behandler de gamle på blive endnu dårligere… for ”man” vil måske tænke, nu er ansvaret jo vores eget, vi kan jo bare vælge døden…

    Det er et stort og svært spørgsmål du stiller Anina, men så absolut meget vigtigt at få en debat om, og det har da sat mange tanker i gang hos mig.

    Knus JS

  4. #4
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    68
    Indlæg
    5,271

    Standard

    Hej Sisse og JS

    I har begge sørget for en meget inspirerende respons og jeg vil vende tilbage med rette kommentarer senere. Forinden vil jeg dog gerne præcisere, hvad mit ærinde er med mine overvejelser.....

    Jeg må blankt indrømme, at selv om jeg endnu ikke er Metusalem`inde, har jeg levet længe nok til, at jeg ikke nærer alt for høje tanker om vores, demokratiske beslutningsproces. Misforstå mig ikke.... jeg går totalt ind for demokratiet, af den simple grund, at vi ikke har noget, der er bedre. Og i hvert fald ikke på det stadium menneskeheden befinder sig på for nærværende - etisk, spirituelt, mentalt og filosofisk.

    Nej, der hvor jeg ikke længere er tryg ved den demokratiske beslutningsproces er, at fra hensigten.... gennem tovtrækkerierne .... og til en beslutning samt..... senere realisation af denne besluttede ændring/idè - vil der gå så mange år, at det vil under ingen omstændigheder kunne komme til at gavne os, den dag vi bliver gamle og svækkede nok til, at skulle bruge den rette støtte, med selvværdet i behold. Det tror jeg bare ikke på, vi kommer til at opleve.... om vi/menneskeheden allerede i dag havde opskriften på et rigtig godt, "gammelt" liv til os og hinanden.

    Derfor behøver det altsammen dog ikke, på nogen måde, være håbløst! Istedet for at (af)vente en holdningsændring og sidde ydmygt og vente pænt på, at de yngre generationer finder tid og plads til, politisk at tage sig af det (hvilket de jo ikke vil gøre af den simple grund.... at de selv bliver jo aldrig gamle, syge, med hængebarm og cellulitis over hele kroppen osv.) - kan vi prøve at finde ud af, hvordan kan vi selv ændre/justere det liv vi allerede lever, for et gøre selve dette liv til et redskab for forandring eller tilpasning, så vi virkelig kan leve, resten af livet.

    For, med hånden på hjertet..... hvor mange ældre kvinder/mænd I kender, der virkelig lever et liv med nuet og fremtid forenet under èt i deres hverdag? Jeg kender måske 2-3 personer, der har formået at forme deres liv, så der er plads til en håbefuld fremtid, selv om de selv er langt oppe i årene. De fleste andre begynder at forfalde følelsesmæssigt/mentalt allerede i begyndelsen/midten af tresserne, hvis ikke før.... og den indre ensomhed og forladhed gør sit til, at man til sidst ikke kan se forskel på en dyb depression og en demens. Og så er det, at vi begynder at entre systemets velsignelser og derfra er der kun en vej frem - og det er nedad.

    Det der med at leve "som altid" mens helbredet endnu makker ret - er den værste fælde af alle! En skide sovepude, der kun spærrer for at virkeligt at kunn komme videre.... vi er sunde og raske....sunde og raske.... sunde og raske ..... og en skønne dag.... "lige pludselig" er vi syge og hjælpeløse, prisgivede og afhængige af et system, der kun er indrettet til at lade os vegetere til vi kreperer! Og hvad gjorde vi mens vi var ældre "sunde og raske"? Ikke en hyllende fis! Vi hyggede os og levede fra dag til dag, uden tanke på at bruge denne viise og kloge tid på at bygge den sidste fremtid op, så vi kunne leve og blomstre til vores sidste dag! Et helvedes skrækscenario.... ikk`?

    At undgå denne "skrækscenario" er mit egentlige ærinde med mine overvejelser.... en erkendelse af, at den eneste holdbare måde at tage kontrollen over vores egen alderdom på er vores egen, indre forvandling fra tilskuere til aktørerne i vores eget liv. Det vigtigste foregår mellem ørerne på os selv.... ikke på Christiansborg, ikke på plejehjemmene, ikke hos yngre generationer og heller ikke hvor som helst ellers uden om os selv. Ingen andre end os selv skal/kan komme med en løsning på vores egen alderdom. Og hvis vi skal kunne nå at høste - kan det ikke nytte noget, at vi venter til realiteterne har væltet os omkuld.

    Kommer senere med mere. Jeg er laaaaangt fra færdig ( ) Vi tager det bare stille og roligt. Der er ingen deadline... hmm... det lød sørme tvætydigt

    Vi kan skrive på denne tråd på ubestemt tid. Meget gerne med flere vinkler, for jeg er selvfølgelig klar over, at min "facon" er ikke nødvendigvis universel.... og er der andre veje til Rom, end den jeg kender (tror jeg, jeg gør) er det helt sikkert en gevinst for emnet. Vi behøver ikke engang at debattere.... men bare skrive hvad vi forestiller os, er bedst for at opnå en levende alderdom for os selv og for at vise vores børn gode alternativer, de kan blive inspireret af, når det er deres tur....
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

  5. #5
    Guest avatar
    Sisse Gæst

    Standard

    På DR2 kl.1930 sender de afsnit 6 i serien Det gælder livet. Denne aftens afsnit hedder Når gamle vil dø.

    En SEværdig udsendelse

  6. #6
    Registreringsdato
    Feb 2005
    Lokation
    Sjælland, Stjernetegn: Fisk/Dragen
    Alder
    68
    Indlæg
    5,271

    Standard

    Citer Oprindeligt indsendt af Sisse
    På DR2 kl.1930 sender de afsnit 6 i serien Det gælder livet. Denne aftens afsnit hedder Når gamle vil dø.

    En SEværdig udsendelse
    Tak for info - Sisse.... på DR kan man gense alle de allerede udsendte programmer i denne serie. I hvertfald indtil ca. en måned efter at de har været udsendt. Jeg vil prøve at finde ud af om der findes et permanent link til denne serie, så de kan ses til enhver en tid.

    Det aktuelle link er følgende: http://www.dr.dk/stopselvmord/tv/index.asp
    "Der findes et særligt sted i helvede forbeholdt kvinder, der ikke hjælper hinanden..." M. Albright

Bookmarks

Regler for indlæg

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •  

Log ind

Log ind